Kaj Ikast

Kaj Ikast (f. 1935) er handelsskoleuddannet inden for manufaktur i Viborg, men har senere gjort karriere inden for militæret. Ikast blev løjtnant i 1961, kaptajn i 1969 og var major og distriktsleder ved Hjemmeværnet fra 1980.

Han blev valgt til Folketinget for De Konservative i 1983 og blev fra starten trafikpolitisk ordfører. Han var medlem af DDL's bestyrelse fra 1984 til 1990 og af Jernbanerådet, Persontrafikrådet og Vejtransportrådet fra 1983 til 1990. Kaj Ikast var aktiv i forbindelse med forliget om Storebæltsforbindelsen i 1986 og var medlem af den politiske følgegruppe for Storebæltsprojektet. I 1990 blev han trafikminister i KV-regeringen.

Hans ministertid var præget af problemer med oversvømmelser i forbindelse med tunnelbyggeriet ved Store Bælt og konstante problemer med uheldsfærgerne Ask og Urd.

I 1991 blev det vedtaget at modernisere Helsingør-Helsingborg overfarten. Der skulle ske en udbygning af færgeterminalen i Helsingør, og DSB og SFL færgefarter blev sluttet sammen i et nyt fælles dansk-svensk selskab. Yderligere skulle der anskaffes en ny færge.

I 1991 blev der indgået en aftale mellem Danmark og Sveriege om en fast forbindelse over Øresund, og Kaj Ikast fik en politisk aftale i stand mellem Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og CD.

I 1991 indgik Kaj Ikast en aftale med den tyske trafikminister om at elektrificere banen fra Odense til Hamborg med det formål at få mere trafik over på jernbanen, især den tunge godstrafik mellem Skandinavien og kontinentet.

Fra 1993 har han været trafikpolitisk ordfører, medlem af Folketingets trafikudvalg samt den politiske følgegruppe for Øresundsforbindelsen, Persontrafikrådet og Vejtrafikrådet. Fra regeringsskiftet i december 2001 var han formand for trafikudvalget.