Ministeren

Ministeriet

Temaer

Nyheder

Job i ministeriet

Jobopslag

Job i ministeriet

Carsten Vædele Madsen

Carsten Vædele Madsen

Navn: Carsten Vædele Madsen
Alder: 45 år
Uddannelse: Cand. scient. oecon.
Ansat siden 2003
Ansat som chefkonsulent
Ansat i Center for Veje og Broer

Jeg arbejder primært med de faste forbindelser over Storebælt og Femern Bælt. Desuden har jeg også ind i mellem opgaver relateret til Øresundsforbindelsen. For så vidt angår Storebæltsforbindelsen, drejer det sig især om trafikudvikling og broens økonomi. På Femern Bælt-forbindelsen arbejder jeg især med den overordnede projektledelse, trafikprognoser, finansielle analyser, samarbejdet med det tyske transportministerium, den politiske følgegruppe samt udbygningen af de danske vejlandanlæg.

Jeg er sekretær for den danske delegation i de årlige møder med Slesvig-Holstens transportministerium og den forestående dansk-tyske transportkommission.

Desuden arbejder jeg med OPP-projekter (Offentlig-Privat-Partnerskab) på vejområdet. Der drejer sig helt konkret om det første OPP-projekt på vejområdet – motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg.

Jeg har arbejdet med de faste forbindelser, siden jeg blev ansat i 2003. Jeg havde fornøjelsen af at være med ved den formelle underskrivelse af den dansk-tyske traktat om den faste forbindelse over Femern Bælt den 3. september 2008. Det var kulminationen på mange års arbejde for mange medarbejdere i Transportministeriet. Det var også et stort øjeblik for mig personligt, da jeg i forskellige sammenhænge har beskæftiget mig med dette store, internationale projekt siden midten af 1990’erne.

En anden stor personlig oplevelse for mig som medarbejder i Transportministeriet var at forberede beslutningen om at nedsætte taksterne på Storebæltsforbindelsen i 2005. Det var en beslutning, som borgerne i Danmark helt konkret kunne mærke konsekvenserne af.

Som embedsmand i Transportministeriet sidder man tæt på, hvor beslutningerne træffes, og man medvirker til at levere bidrag til beslutningsprocesserne. Arbejdet er præget af stor intensitet, høj faglighed og til tider korte tidsfrister.

Der er et godt kollegialt og socialt sammenhold blandt medarbejderne i Transportministeriet, og det er fascinerende at opleve den store viden, som de fagligt dygtige kolleger besidder.

Jeg har, siden jeg blev færdig på universitetet for mere end 20 år siden, arbejdet med transportområdet. Jeg har tidligere været ansat i konsulent- og rådgiverbranchen, senest hos Carl Bro.

Kontakt

Center for Økonomi og HR

Tlf: 41 71 27 00

E-mail: personale@trm.dk