Ministeren

Taler og artikler

Ministerens kalender

Ministeriet

Temaer

Nyheder

Job i ministeriet

Ministeren

Tale ved første spadestik på motorvejen Funder-Låsby

Af transportminister Henrik Dam Kristensen

Jeg er glad for at være her i dag.

I en tid hvor ”Riget fattes penge”, og hvor vi mere end nogensinde har brug for at sætte gang i samfundsøkonomien, er det en fornøjelse at stå her i dag.

Anlægsarbejdet på Silkeborgmortorvejen med en bevillingsramme på ca. 6,2 mia. kr. kan nu skydes i gang. Og ud over at projektet i sig selv er godt og vigtigt, så er det et projekt i en størrelsesorden, der kan understøtte vækst og beskæftigelse!

Lige ”nu og her” skabes der arbejdspladser, men også på den lange bane vil den færdige motorvej mellem Herning – Silkeborg og Århus bidrage til væksten i det midtjyske. Det synes jeg er rigtigt godt.

Og jeg er sikker på, at Silkeborgs borgmester om lidt vil fortælle mere om motorvejens betydning for byen og kommunen.

Senere i år åbner vi motorvejen mellem Bording og Funder, og når motorvejen her ved Silkeborg er bygget færdig i 2016, vil motorvejen hele vejen mellem Aarhus og Herning være fuldt udbygget. De to byer og hele regionen bliver i den grad bundet sammen.

Men allerede nu på korte bane er der noget at glæde sig over. For jeg er sikker på, at den øgede aktivitet som det store anlægsarbejde indebærer, også vil kunne mærkes lokalt.

Vi står her ved byggeriet af den bro, der skal føre motorvejen over Gudenåen.

Broen over Gudenåen bliver et af de mest markante bygværker på den kommende motorvej. Den kommer til at markere overgangen mellem by- og landstrækningen.

Derfor ved jeg også, at der er tænkt mange fine tanker om udformning og æstetik – på broen og på selve motorvejen.
Vejen skal være en oplevelse både at se og køre på. Og den skal falde så naturligt ind i omgivelserne og landskabet som muligt.

Jeg ved godt, at der gennem tiderne har været stor debat om motorvejens krydsning af Gudenåren. Og jeg er helt enig i, at det er vigtigt at tage hensyn til den helt enestående natur, som er her ved Silkeborg. Men det ville ikke være praktisk muligt at bygge motorvejen uden at komme tæt på naturområder. Det kan ikke lade sig gøre.

Derfor gælder det om at tage så mange hensyn som muligt, så den værdi, som den  smukke natur udgør ikke ødelægges, men tværtimod styrkes.

Og jeg ved, at Vejdirektoratet har taget disse hensyn i projekteringen af vejen.

Broen her vil blive bygget så dyrelivet frit kan passere uhindret i området – også uden at blive kørt over ligesom tilfældet har været på ”den gamle” hovedlandevej.

Og der, hvor det er relevant, vil vi bygge faunapassager, som binder naturområder sammen på tværs af motorvejen. Vi forsøger at gøre, hvad vi kan for at skåne naturen.

Når vi i dag tager ”1. spadestik” på projektet, er det jo ikke helt tidsmæssigt ”rigtigt”. Vejdirektoratets entreprenører har allerede været i gang rundt omkring. 

Arbejdet med at bygge nogle af broerne på den østlige del af strækningen begyndte i 2011, og den vestligste del – ved Funder – bliver bygget færdig i år samtidig med færdiggørelsen af motorvejen mellem Bording og Funder.

Jeg har ladet mig fortælle, at der på dette motorvejsprojekt skal flyttes mere end en million kubikmeter jord eller mindst 100.000 vognlæs.

Det er unægtelig en noget større mængde end den, jeg personligt skal flytte, når jeg om lidt sætter spaden i jorden.
Vejdirektøren har været så venlig at love mig,  hans entreprenører klarer resten!

Men jeg vil nu alligevel lægge alle kræfter i og med spadestikket markere, at det store anlægsarbejde nu går i gang.
Og så er jeg sikker på, at Silkeborgs borg-mester bagefter kan finde et godt sted på rådhuset at hænge spaden.

Til slut vil jeg blot ønske borgere, trafikanter og Silkeborg kommune et stort tillykke med den kommende motorvej.

Jeg tror bestemt, at det bliver en meget flot og naturskøn vejstrækning at køre på her ved Silkeborg, når vejen er færdigt i 2016.

Og til Vejdirektoratet vil sige: Held og lykke med opgaven - og ”god vind” til jer med anlægsarbejdet!

Kontakt

Transportministeriet

Tlf: 41 71 27 00

E-mail: trm@trm.dk