 NyhederAftaletekst, udmøntning af takstforlig13. juni 1997 6. juni 1997
Udmøntning af politisk forlig om nedsættelse af takster i den kollektive trafik
Det politiske forlig om takstnedsættelse i den regionale og lokale kollektive trafik og ændring af aldersgrænsen for børns betaling af fuld pris mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten af 5. maj 1997 udmøntes på følgende vis:
Bus-tog takstsamarbejdet mv.
Pr. 28. september 1997 igangsættes bus-tog takstsamarbejdet. DSB gennemfører samtidig en række ændringer i togtrafikken.
Igangsættelsen af bus-tog takstsamarbejdet medfører et væsentligt kvalitetsløft i den kollektive trafik, ved at den kollektive trafik kommer til at fungere sammenhængende og koordineret. I amterne uden for HT-området bliver det dermed muligt at benytte både bus og tog på samme kort og billet, ligesom tilfældet er i dag i HT-området. Samtidig med igangsættelsen af bus-tog samarbejdet gennemfører de enkelte lokale, trafikansvarlige myndigheder evt. planlagte prisforhøjelser som følge af den almindelige prisudvikling.
Som følge af Storebæltsforbindelsens åbning omlægges IC- og regionaltrafikken. Omlægningen giver et bedre togprodukt for kunderne. I forlængelse heraf afskaffes kravet om pladsbillet i IC-togene. Omlægningerne betyder bl.a., at de daglige pendlere i regionaltrafikken vil kunne benytte IC-togene. Der gennemføres samtidig en prisforhøjelse på 2,5 pct. som følge af den almindelige prisudvikling.
Takstnedsættelse
Der gennemføres med virkning fra 28. september 1997 en takstreduktion i den regionale og lokale kollektive trafik svarende til i gennemsnit ca. 10 pct. i forhold til takstniveauet i 1997 inden for et beløb på 435 mio. kr. Beløbet skal dække takstnedsættelserne for perioden fra 28. september 1997 til 31. december 1998, dvs. svarende til 5 kvartaler. Trafikselskaberne bidrager med 25 mill. kr. til finansieringen svarende til de merindtægter, som de opnår som følge af fremrykningen af p/l-reguleringen fra januar 1998 til 28. september 1997.
Takstreduktionen vil medvirke til at forbedre den kollektive trafiks konkurrenceevne over for andre transportformer, herunder privatbiler.
Der foretages en fordeling af det til takstreduktionen afsatte beløb baseret på indtægterne i 1996 hos de trafikansvarlige virksomheder.
Takstnedsættelsen vil af de trafikansvarlige virksomheder blive tilrettelagt, så den overvejende kommer de daglige brugere af den kollektive trafik til gode. Takstreduktionen fordeles således primært ved reduktion af taksterne på abonnements- og klippekort.
Uden for HT-området fordeles takstnedsættelsen herudover efter følgende kriterier:
Takstnedsættelsen på i gennemsnit ca. 10 pct. tilrettelægges, så den medvirker til at reducere effekterne af de takstændringer, der vil blive gennemført i forbindelse med igangsættelsen af bus-tog takstsamarbejdet pr. 28/9 1997.
For trafikken inden for ét amt vurderes de nuværende takster med henblik på at yde takstnedsættelse på de områder, hvor amtets takster er højere end DSB’s nuværende priser, således at prisstigninger som følge af bus-tog takstsamarbejdet reduceres mest muligt. Ved trafik mellem flere amter anvendes kompensationen til at nedsætte priser på abonnements- og klippekort.
Inden for HT-området, hvor der allerede er gennemført et takst- og billetsamarbejde, udmøntes takstreduktionen gennem en takstnedsættelse på i gennemsnit ca. 10 pct. på abonnements- og klippekort.
Den præcise udmøntning af takstnedsættelsen besluttes efter ovenstående principper af den trafikansvarlige virksomhed.
Kompensationen gives direkte til den myndighed, som har takstkompetencen.
Den trafikansvarlige virksomhed skal inden udgangen af april 1998 overfor trafikministeren redegøre for udmøntningen af den af staten ydede kompensation. På baggrund heraf vil trafikministeren tage initiativ til en drøftelse med parterne om udmøntningen af takstnedsættelsen efter udgangen af 1998.
Der må i den forbindelse lægges vægt på, at ordningen får permanent karakter.
Udvidet børnerabat
Der gennemføres med virkning fra 28. september 1997 en udvidelse af børnerabatten med 3 år, således at børns betaling af fuld takst først sker fra det fyldte 15. år i stedet for det nugældende fyldte 12. år. Staten yder kompensation til de trafikansvarlige virksomheder for de mistede indtægter i forbindelse hermed svarende til i alt 60 mio. kr. på årsbasis i 1997-priser.
Fordelingen af statens kompensation vil inden for rammen på 60 mio. kr. tage udgangspunkt i en opgørelse af de trafikansvarlige virksomheders indtægtstab i forbindelse med ændring af aldersgrænsen.
Bilag 1
Fordelingsnøgle for kompensation ved takstnedsættelse
Indtægt Fordeling Fordeling
1996 mill. kr pct mill. kr
HT (bus) 1.070 26,7 109,5
DSB, S-tog 659 16,5 67,7
DSB, regionaltog,
HT-området 176 4,4 18,0
udenfor HT-området 550 13,7 56,2
Privatbaner,
HT-området 48 1,2 4,9
udenfor HT-området 10,5 0,3 1,2
Amter 1127,6 28,2 115,6
Kommuner 360,9 9 36,9
Total 4.002 100 410
Bemærkninger:
Der er foretaget en fordeling af kompensationsbeløbet for de fem kvartaler fra 28/9-1997 til 31/12-1998. 410 mio. kr. udgøres af 82 mio. kr. som kompensation for perioden 28/9-1997 til 31/12-1997 samt 328 mio. kr. som kompensation for 1998. Det er fra Finansmi-nisteriet oplyst, at de i 1997 afsatte 320 mio. kr. forventes P/L-reguleret med 2,5 pct., svarende til 328 mio. kr. i 1998.
Der tages forbehold for indtægtsoplysningerne, idet der endnu ikke er modtaget ind-tægtsoplysninger vedr. de mindre kommunale busselskaber fra KL. Det må derfor forven-tes, at beløbet for kommunerne skal ændres.
Hvis det antages, at beløbet fordeles i tre puljer: DSB, HT samt amter og kommuner, vil fordelingen være som følger:
HT: 200,1 mio. kr.
DSB: 56,2 mio. kr.
Amter og kommuner: 153,7 mio. kr.
Det er her forudsat HT får tildelt beløbene til de operatører, der indgår i takstfællesska-bet i Hovedstadsområdet: HT, S-tog, regionaltog i Hovedstadsområdet samt privatbaner i Hovedstadsområdet. Det forudsættes, at HT distribuerer beløbet efter den eksisterende fordelingsnøgle for indtægter i HT-området. DSB modtager tilskuddet til regionaltogsdriften uden for Hovedstadsområdet.
Bilag 2
Fordelingsnøgle for kompensation ved hævelse af aldersgrænsen for børns betaling af fuld takst fra det 12. til det fyldte 15. år
Anslået indtægtstab pr. år og kompensation 28/9-97 - 31/12-98
DSB, S-tog
+ regionaltog i Hovedstadsområdet 3 3,6
DSB, regionaltog og IC 27 32,8
Amterne (ekskl. HT) 28,7 35
HT 4,2 5,1
Total 62,9 76,5
Note:
Tallene er baseret på skøn foretaget af de respektive trafikselskaber og -operatører. Der er ikke foretaget skøn vedrørende privatbaner.
Kompensationen for de 5 kvartaler fra 28/9-97 til 31/12-98 er beregnet som 15 mio. kr. for 28/9-97 til 31/12-97 og 61,5 mio. kr. for 1998 (60 mio. kr. P/L-reguleret med 2,5 pct.), i alt 76,5 mio. kr.
|
- Kontakt
Transportministeriet
Tlf: 41 71 27 00
E-mail: trm@trm.dk
|