 NyhederKronik af Bjørn Westh i Det fri Aktuelt 2. maj 1997 På Socialdemokratiets kongres i september blev der vedtaget et visionært arbejdsprogram ‘Fælles fremtid - fælles mål’. Det har et kort, men konkret trafikafsnit om, hvordan den kollektiv trafik kan styrkes og trafikkens miljøbelastning kan mindskes.
Hvordan går det med at gennemføre Socialdemokratiets arbejdsprogram på trafikområdet, spørger de århusianske socialdemokrater Jacob Skovgaard Jensen og Randi Bruhn Hansen i Det fri Aktuelt d. 12. marts. Det vil jeg meget gerne svare på. For selv om der kun er gået et halvt år siden kongressen, er jeg i tæt samarbejde med de socialdemokratiske trafikordførere kommet et godt stykke vej i virkeliggørelsen af de enkelte dele af programmet.
I arbejdsprogrammet hedder det: ‘Gods skal fra veje til jernbane eller søtransport, og passagerer skal fra fly til højhastighedstog... En reduktion af transporttiden, som er et vigtigt led i jernbanens konkurrence med biler og fly, kræver udbygning af infrastrukturen, først og fremmest anlæg af nye baner og udbygning af eksisterende baner... Danmark skal presse på for at få skabt enighed om finansieringen og etableringen af det transeuropæiske trafiknet’
1. juni i år åbnes Storebæltstunnelen. Det vil betyde et markant løft for jernbanetrafikken i Danmark, både for godstrafikken og persontrafikken. DSB forventer at flytte 1 million passagerer årligt fra indenrigsfly til tog som følge af Storebæltsforbindelsen. Disse resultater skal der bygges videre på ved en modernisering af jernbanen.
Derfor har jeg netop fremsat lovforslag om at modernisere jernbanen mellem Århus og Fredericia og bygge en ny jernbane mellem København og Ringsted. Den samlede pris for de to projekter bliver 7-8 mia. kr. Det vil øge kapaciteten, mindske rejsetiden og give mulighed for at benytte moderne el-tog mellem København, Padborg og Århus. Næste opgave bliver at fortsætte elektrificeringen til Aalborg, Esbjerg og også gerne til Nykøbing Falster.
Når alle disse investeringer er gennemført, vil Danmark have et moderne jernbanenet, der kan give bilismen og flytrafikken alvorlig konkurrence, både når det gælder transport af personer og gods.
Men når det gælder godstransport, så er det især på de lange strækninger at jernbanen har store fordele. Derfor er det ikke nok at Danmark udbygger sit banenet. Det er nødvendigt med et styrket internationalt samarbejde, først og fremmest mellem EU-landene. Det kræver en udbygning af jernbaneinfrastrukturen på europæisk plan, de såkaldte transeuropæiske netværk.
Danmark yder sit bidrag til den europæiske jernbanetrafik med bygningen af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen og udbygningen af jernbanerne i Danmark. Hvad angår en fast forbindelse over Femer Bælt, er det tyske og danske trafikministerium i gang med at undersøge, om en fast forbindelse mellem Rødby og Femern kan bygges på et miljømæssigt og økonomisk forsvarligt grundlag. Når undersøgelserne er færdige engang næste år, skal politikerne tage stilling til, om forbindelsen skal bygges - og i givet fald hvordan. Men der er ingen tvivl om, at hvis forbindelsen skal bygges, så bliver en jernbaneforbindelse en del af projektet.
Den næste store opgave bliver at få overbevist de øvrige EU-lande om, at de også skal bruge flere kræfter på udbygningen af jernbanerne. Samtidig skal de europæiske jernbaneselskaber bliver bedre til at udnytte de forbedrede jernbanenet. Der er alt for dårligt samarbejde mellem godsselsskaberne på jernbaneområdet. Konsekvensen er, at togtransport ofte er for langsom og for besværlig til at kunne konkurrere med lastbilerne. Derfor vil jeg presse på for et styrket samarbejde mellem de forskellige jernbaneselskaber. Endelig skal samspillet mellem lastbiler og godstog forbedres, så lastbilerne bringer godset til og fra jernbanestationerne på en effektiv og fleksibel måde.
Næste del af ‘Fælles fremtid - fælles mål’ handler om afgifterne på trafikområdet: ‘Afgiftsstrukturen skal afspejle miljøforholdene, så miljøbesparelser præmieres. På europæisk og regionalt niveau vil vi arbejde for benzinpriser, der bedre afspejler disse miljøomkostninger.’
Skatteminister Carsten Koch har fremsat et forslag om, at vægtafgiften skal erstattes af en grøn ejerafgift, så afgiften afhænger af bilens energiforbrug og miljøbelastning. Jeg mener, at afgifterne kan bruges endnu mere aktivt til at skabe et bedre miljø. Først og fremmest skal vi hurtigst muligt have overtalt EU til, at Danmark kan lægge brændstofafgifter på indenrigsfly og færger. For det er ikke kun bilisterne, der via afgifterne skal bidrage til et bedre miljø.
Benzinafgifterne bør også hæves i takt med, at de stiger i vores nabolande, så energiforbruget falder uden at vi får problemer med grænsehandel. Helst så jeg, at vi i EU i fællesskab kunne blive enige om højere energiafgifter.
Endelig arbejder jeg på at undersøge mulighederne for at lave særlige vejafgifter i byerne - den såkaldte ‘road pricing’. Det er en afgift, der opkræves elektronisk, når man kører på veje med store miljøproblemer og mange trafikulykker.
Men afgifterne bør ikke blive så høje, at vi ødelægger økonomien for folk i landdistrikterne og andre steder, hvor en bil er en nødvendighed. Så til gengæld for højere benzinafgifter og road-pricing kunne man overveje at sænke bilernes registreringsafgift. Konsekvensen vil være, at det bliver dyrere at køre med store biler i byerne - men billigere at køre med energieffektive biler på landevejene.
Dette hænger så også sammen med, hvad der videre står i arbejdsprogrammet: ‘Vi vil arbejde for at få reduceret biltrafikken i de større byer samtidig med, at det gøres mere attraktivt at benytte kollektiv trafik. Elementer i en sådan politik er bedre parkeringsmuligheder uden for byerne, evt. kombineret med betalingsordninger for bilkørsel i byerne, flere busbaner og flere cykelstier. Den kollektive trafik skal gøres billig, nem og bekvem mellem landsdelene, i byerne og i tyndt befolkede områder. Elektrificeringen af den offentlige trafik i byerne skal have en højere prioritering.’
Det er en af mine hovedprioriteter at styrke kvaliteten af den kollektive trafik. Tog og bus skal være et bedre alternativ til bilen i familiernes transport til arbejde, indkøb og fritidsinteresser. Moderniseringen af jernbanen fra Fredericia til Århus vil betyde en reduktion i rejsetiden og flere togmuligheder til gavn for pendlertrafikken mellem Århus og trekantområdet. En ekstra jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted er en forudsætning for færre forsinkelser og flere regionaltog fra København til Roskilde og Vest- og Sydsjælland.
Dertil kommer, at der i disse år satses markant på at forbedre togtrafikken i Hovedstaden. Jeg har fremsat lovforslag om et ekstra spor på S-banen mellem Ballerup og Frederikssund og i april måned underskrives kontrakten om det hidtil største danske togindkøb, nemlig 112 nye S-tog til en pris af ca. 8 mia. kr. Når man dertil lægger anlæggelsen af en jernbane til Københavns Lufthavn og investeringerne på 6 mia. til en minimetro til Amager, den Indre By og Frederiksberg, er det det største løft i den elektrificerede, kollektive trafik, der er set i Hovedstaden siden S-banen blev bygget.
Også landdistrikterne skal have bedre kollektiv trafik. Bl.a. i Ravnsborg kommune på Lolland har der været gode erfaringer med at erstatte de traditionelle busruter med fleksible minibusser, som kan bestilles til at hente folk ved gadedøren. Det skal der arbejdes mere med. Blandt andet skal amter og kommuner være bedre til at samarbejde om disse projekter.
En forbedring af cyklisternes muligheder står også højt på min dagsorden. Næsten al cykeltrafik sker på de veje, som kommuner og amter har ansvaret for. Derfor vil jeg arbejde for, at kommuner og amter giver bedre muligheder for cyklisterne. Det kan ske i form af flere cykelstier, af egentlige cykelveje, helt adskilt fra bilerne og ved at veje og kryds ændres, så der tages mere hensyn til de bløde trafikanter. Det koster selvfølgelig penge og jeg vil gerne arbejde for at skaffe midler til at betale nogle af kommunernes ekstraudgifter til disse initiativer.
Afslutningen af ‘Fælles fremtid - fælles mål’ er meget konkret: Informationen om trafikkens miljøkonsekvenser må øges, f.eks. i form af en Trafikredegørelse i stil med Erhvervsredegørelsen. Mit svar er lige så konkret. Det er sat i værk og den første trafikredegørelse kommer inden for det næste år.
Som det fremgår, er regeringens initiativer på trafikområdet i god tråd med de tanker, der er i Socialdemokratiets arbejdsprogram. Det eneste jeg for alvor savner i arbejdsprogrammet, er en omtale af nødvendigheden af en styrket trafiksikkerhed. Hvert år dræbes over 500 og ca. 10.000 kommer til skade i trafikken. Det er alarmerende høje tal. Min målsætning er at få mindsket antallet af trafikdrab med 1/3 i år 2000. Det kræver både holdningsændringer hos trafikanterne og flere ressourcer til trafiksikkerhed.
Jeg vil arbejde for, at de danske bilister bliver mere ansvarlige i det daglige. Alt for mange kører for stærkt, køre med sprit i blodet eller kører uforsvarligt på anden måde. Det kræver en holdningsændring hos befolkningen. Det kan lovgivningen selvfølgelig hjælpe til med. Som mit første initiativ har jeg fremsat et lovforslag, der skærper færdselsloven overfor spritbilister og færdselssyndere. Men strammere lovgivning gør det ikke alene. Vi skal have gjort op med, at det er ‘smart’ at køre stærkt eller køre efter at have drukket for meget.
Men der skal også bruges penge til mere sikre skoleveje, til kampagner og til omfartsveje og hastighedsdæmpning og cykelstier. Disse ressourcer vil jeg arbejde på at fremskaffe. Men der skal også være ressourcer til hjemmehjælp, skoler og folkepension. Så det vil under alle omstændigheder være nødvendigt nøje at prioritere midlerne.
Overskriften for regeringens trafikpolitik i de kommende er et trafiksystem med et menneskeligt ansigt. En trafikpolitik, der kombinerer frihed og ansvarlighed. Mere frihed og flere muligheder til erhvervsliv og borgere skal kombineres med en ansvarlighed overfor miljøet, for vores medtrafikanter og overfor de mennesker, der bor og opholder sig i nærheden af veje, jernbaner og lufthavne.
|
- Kontakt
Transportministeriet
Tlf: 41 71 27 00
E-mail: trm@trm.dk
|