 NyhederForside › Nyheder › 1997 › PRESSEMEDDELELSE Enighed om styrket indsats for lastbilsikkerhed PRESSEMEDDELELSE Enighed om styrket indsats for lastbilsikkerhed 9. juni 1997 Myndigheder og erhvervslivet er enige om, at bedre uddannelse og oplysning, mere kontrol og hårdere og mere konsekvente sanktioner skal mindske antallet af trafikuheld med lastbiler og busser. Det er konklusionen i den endelige rapport fra Trafikministeriets styregruppe om trafiksikkerhedsforhold for lastbiler og busser, der offentliggøres i dag.
Vedlagt en oversigt over rapportens hovedkonklusioner.
Trafikminister Bjørn Westh udtaler i den forbindelse: ‘Hver trafikulykke er én for meget. Men hvert år bliver ca. 100 dræbt og omkring 800 kommer til skade i trafikulykker, hvor lastbiler er involveret. Det er alt for mange. Derfor skal der gøres en ekstra indsats for at øge sikkerheden ved lastbiltrafik. Styregruppen er kommet med en række konstruktive forslag, der vil ramme de sorte får i lastbilbranchen - og ikke de mange, lovlydige chauffører og vognmænd.
Bedre uddannelse og oplysning er en nødvendighed. Men det er også nødvendigt med mere kontrol og skrappere sanktioner. Jeg mener, man oftere skal tilbagekalde vognmandstilladelser ved gentagne overtrædelser af reglerne. Lastbiler bør også kunne konfiskeres ved alvorlige overtrædelser. Og endelig bør vi overveje, om kørekortet skal frakendes i flere tilfælde, og om bøderne skal være højere.
Jeg ser frem til en god debat om denne sag i løbet af sommeren. Herefter vil jeg til september vurdere, hvad der skal gøres for at styrke lastbilsikkerheden, f.eks. ved at stramme lovgivningen.’
Rapporten kan rekvireres ved henvendelse til Trafikministeriets 4. kontor på tlf. 33 92 33 55. Yderligere oplysninger om styregruppens arbejde kan fås ved henvendelse til styregruppens næstformand, kontorchef i Trafikministeriet Bo Tarp på tlf. 33 92 43 34.
Bilag til pressemeddelelse om lastbilsikkerhed
Konklusionerne på styregruppens arbejde
Styregruppen om trafiksikkerhedsmæssige forhold i relation til lastbiler og busser har udover Trafikministeriet bestået af repræsentanter for Dansk Speditørforening, Danske Vognmænd, Erhvervenes Transportudvalg, Danske Eksportvognmænd, Landsforeningen Danmarks Bilruter, SID, Turistvognmændenes Landsforening, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Statens Bilinspektion, Rådet for Større Færdselssikkerhed, Rådet for Trafiksikkerhedsforskning og Færdselsstyrelsen.
Baggrunden for nedsættelsen af styregruppen var bl.a. omfanget af de af politiet konstaterede fejl og mangler ved lastbiler. Styregruppen fik til opgave at skulle beskrive og analysere de trafiksikkerhedsmæssige forhold på lastbil- og busområdet, ligesom gruppen skulle komme med forslag til hvilke indsatsområder, der i det fremtidige arbejde nærmere skal fokuseres på.
Styregruppen har netop afleveret sin endelige rapport, der bl.a. indeholder en første delrapport fra styregruppen samt 2 arbejdsgrupperapporter vedrørende statistik og sanktioner, hvoraf styregruppens overvejelser og anbefalinger fremgår.
Rapporten tager udgangspunkt i, at en forbedring af trafiksikkerheden på lastbil- og busområdet forudsætter en målrettet indsats på en lang række områder.
Der er i rapporten foreslået en bred vifte af indsatsområder, som betragtes som vigtige for, at målsætningen om en højnelse af trafiksikkerheden og en reduktion af overtrædelsesomfanget kan nås.
Som indsatsområder kan nævnes:
Forstærket uddannelsesmæssig indsats, herunder kampagner, virksomhedsprogrammer, erhvervets indsats for bedre trafiksikkerhed
Information, oplysning og vejledning
Medvirkenansvar (det bemærkes, at der er nedsat en embedsmandsgruppe, der ser på muligheden for at indføre et egentlig medvirkenansvar for transportkøbere)
Analyser af vejtrafikuheld
Eventuelle ændringer af bus- og godskørselslovgivningen (stramning af tilbagekaldelsesregler)
Bedre registeradgang
Overvejelser vedrørende registreringsattesternes udformning
Markedsovervågning (bedre statistiske oplysninger)
Fortsættelse af styregruppens arbejde
På statistikområdet er der bl.a. stillet forslag om en mere nuanceret uheldsstatistik og overtrædelsesstatistik på området. Det indebærer bl.a. at overtrædelsesstatistikken kommer til at indeholde oplysninger om, hvorvidt overtrædelserne er begået med danske eller udenlandske køretøjer, og om hvorvidt overtrædelserne er begået af tilladelsespligtige køretøjer eller ikke-tilladelsespligtige køretøjer.
På sanktionsområdet har styregruppen bl.a. peget på muligheden for:
En øget brug af den eksisterende mulighed for bl.a. at tilbageholde køretøjer i forbindelse med overtrædelse af den gældende lovgivning, herunder særligt i forbindelse med overlæs
En øget brug af tilbagekaldelse af tilladelser samt en øget brug af konfiskation af køretøjer i forbindelse med overtrædelse af den gældende lovgivning. Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en større risiko for at få tilbagekaldt tilladelser og for at få konfiskeret sit køretøj skærpe interessen for at overholde de gældende regler
Frakendelse af førerret
Skærpede bøder til de implicerede i transporten (køretøjets ejer/bruger/vogn-mand, chauffør, speditør og transportkøber) i forbindelse med overtrædelse af den gældende lovgivning gradueret efter grovheden, farligheden af overtrædelsen og gentagelsestilfælde, og således at bødestørrelsen ses i forhold til den opnåede gevinst ved overtrædelsen
For at opnå succes med ovennævnte sanktioner finder arbejdsgruppen, at det er nødvendigt med en øget kontrolindsats fra både politiets og Færdselsstyrelsens side
Arbejdsgruppen finder således sammenfattende, at skærpede sanktioner kombineret med kontrol og information vil kunne være medvirkende til, at flere køretøjsejere/brugere, vognmænd, chauffører, speditører og transportkøbere vil overholde færdsels-, godskørsels- og buslovgivningen samt bestemmelserne om køre- og hviletid (eller til at de, der ikke gør det, forlader erhvervet)
Styregruppens rapport er netop sendt i høring med høringsfrist 1. august.
|
- Kontakt
Transportministeriet
Tlf: 41 71 27 00
E-mail: trm@trm.dk
|