|
|
|
 NyhederForside › Nyheder › 1997 › PRESSEMEDDELELSE Ny rapport: Krav til bilers energiforbrug og omlægning af bilafgifter kan mindske trafikkens CO2-udledning med 13 pct. PRESSEMEDDELELSE Ny rapport: Krav til bilers energiforbrug og omlægning af bilafgifter kan mindske trafikkens CO2-udledning med 13 pct. 26. marts 1997 Trafikministeriet offentliggør i dag rapporten ‘CO2-reduktioner i transportsektoren’, der vurderer en lang række metoder til at reducere trafikkens CO2-udledning.
Trafikminister Bjørn Westh udtaler: ‘Med denne rapport har vi et gennemarbejdet og sagligt grundlag for den videre debat om, hvilke virkemidler der skal tages i anvendelse for at mindske trafikkens CO2-udledning.
Rapporten dokumenterer, at kombinationen af fælles EU-krav til bilers energiforbrug og en omlægning af de danske bilafgifter kan reducere trafikkens CO2-udledning med op til 13 pct i år 2005.
Rapporten vil indgå i regeringens fortsatte overvejelser om, hvordan trafikkens miljøbelastning kan mindskes. Regeringens forslag om at omlægge vægtafgiften til en grøn ejerafgift er et skridt i denne retning. Samtidig støtter Danmark aktivt EU-kommissionens betræbelser for at mindske nye bilers energiforbrug.’
Det er regeringens målsætning, at trafikkens CO2-udledning i år 2005 ikke må være højere, end den var i 1988. De foreløbige prognoser tyder på, at det kræver en reduktion af trafikkens CO2-udledning med 15 pct. i år 2005, hvis denne målsætning skal opfyldes.
Derfor er det nødvendigt med yderligere initiativer for at nå målet. Rapporten ‘CO2-reduktioner i transportsektoren’ vurderer, hvor denne reduktion kan ske med lavest mulige samfundsmæsssige omkostninger. I den forbindelse regnes der bl.a. på en pakke for CO2-reduktion, der indebærer med følgende initiativer:
1. Der indføres en norm for bilers energieffektivitet, så nye bilers energieffektivitet forbedres med 20 pct frem til år 2005. Dette vil gøre bilerne lidt dyrere.
2. Registreringsafgiften nedsættes for at kompensere for denne fordyrelse. Biler med et energiforbrug på 20 pct. over gennemsnittet pålægges en en strafafgift på 10.000 kr.
3. Der indføres miljømærkning af nye biler og vægtafgiften indrettes efter bilernes energiforbrug i stedet for efter vægt
4. Benzinafgiften vokser med 1,17 kr/l og dieselafgiften med 0,93 kr/l frem til år 2005, så den højere energieffektivitet ikke fører til lavere brændstofomkostninger pr. kørt kilometer.
Beregningerne viser, at disse initiativer vil mindske trafikkens CO2-udslip med 13 pct. De samfundsøkonomiske omkostninger vurderes til 290-590 mill. kr årligt. Det svarer til en omkostning på 200-300 kr pr ton sparet CO2.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Michael Soetmann, tlf. 33 92 78 66.
|
- Kontakt
Transportministeriet
Tlf: 41 71 27 00
E-mail: trm@trm.dk
|