|
|
|
 NyhederPressemeddelelse: Bred aftale om omdannelse af DSB30. april 1998 Der er i dag indgået en politisk aftale om, at DSB fra 1. januar 1999 omdannes til en selvstændig offentlig virksomhed efter samme model som Post Danmark. Styringen af S-togene overføres samtidig til et aktieselskab under DSB. Aftalen omfatter regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Aftalen udmøntes i et lovforslag, der forventes fremsat i Folketinget i næste uge.
Trafikminister Sonja Mikkelsen udtaler:
Gode, sikre rammer for bedre kollektiv trafik. Det bliver resultatet af den brede aftale om fremtidens DSB, som vi har indgået i dag. DSB får flere frihedsgrader til hovedopgaven - at forbedre betjeningen af kunderne. Det giver et godt grundlag for fremover at styrke togtrafikken i Danmark.’
Forhandlingerne har været præget af konstruktive drøftelser med ordførerne fra regeringen, Venstre, de konservative, CD, Kristeligt Folkeparti og SF. Jeg har derfor aftalt med SF, af partiet på linie med de øvrige partier inddrages i de overvejelser om den fremtidige strategi og økonomi for jernbanedriften i Danmark, som vi står overfor til efteråret.’
Med indgåelsen af aftalen udmøntes forliget fra oktober 1996 om at omdanne DSB til en selvstændig offentlig virksomhed. Dette giver DSB flere frihedsgrader på en række områder, bl.a. til at investere og optage lån. Samtidig sikres en klar adskillelse mellem på den ene side DSB, der står for selve togdriften, og på den anden side Trafikministeriet, der står for reguleringen af jernbaneområdet og for indkøb af togtrafik på kontrakt.
Aftalen sikrer vandtætte, økonomiske skodder mellem de forskellige forretningsområder i DSB, så der ikke kan overføres midler til de områder, der bliver udsat for konkurrence.
Aftalen berører ikke de økonomiske forhold for DSB. Men den skaber det organisatoriske grundlag for regeringens fortsatte indsats for at styrke den kollektive trafik og godstrafikken på skinner.
Aftaleteksten kan læses under nyheder på Trafikministeriets hjemmeside, www.trm.dk. Den kan også rekvireres ved henvendelse til Kirsten Arndt, tlf. 33 92 34 30. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til afdelingschef Jacob Fuchs, tlf. 33 92 38 91.
|
- Kontakt
Transportministeriet
Tlf: 41 71 27 00
E-mail: trm@trm.dk
|