Ministeren

Ministeriet

Temaer

Nyheder

Nyhedsmail - tilmelding

Job i ministeriet

Nyheder

Pressemeddelelse: Lov om sammenlægning af rederierne Scandlines A/S og DFO sættes i kraft på mandag - bestyrelsen udpeges i dag


Den tyske og den danske stat blev i foråret enige om at sammenlægge de
statsejede rederier Deutsche Fährgesellshcaft Ostsee GmbH (DFO) og
Scandlines A/S. Den 7. maj godkendte Folketinget planerne ved
vedtagelse af lov nr. 291. Trafikminister Sonja Mikkelsen har
besluttet, at loven sættes i kraft på mandag d. 22. juni, hvorefter
sammenlægningen af rederierne kan gennemføres.

I den forbindelse har trafikminister Sonja Mikkelsen i dag udpeget de
danske bestyrelsesmedlemmer til det fælles rederi Scandlines AG, samt
nye bestyrelsesmedlemmer til det danske datterselskab Scandlines A/S,
der fremover vil være datterselskab af det fælles holdingselskab
Scandlines AG. Trafikministeriet i Danmark og Deutsche Bahn i Tyskland
vil hver have 50 pct. af aktierne i det nye holdningselskab.

Sonja Mikkelsen udtaler: Et fælles dansk-tysk færgerederi giver gode
muligheder for sikre en god færgebetjening af de ruter, der fortsat er
behov for og bevare danske arbejdspladser på færgerne. Det vil også
give bedre muligheder for at starte nye ruter på Østersøen. Det er
fortsat mit håb, at det svenske rederi SweFerry på et tidspunkt vil
tilslutte sig det fælles rederi.’

Holdingselskabet for det fælles rederi, Scandlines AG, får en
bestyrelse på 6 medlemmer. 2 udpeget af Trafikministeriet i Danmark, 2
udpeget af Deutsche Bahn og 2 udpeget af medarbejderne. Trafikminister
Sonja Mikkelsen har i dag udpeget direktør Sven Dyrløv Madsen til
næstformand i Scandlines AG. Dyrløv Madsen er bestyrelsesformand i
Scandlines A/S. Til menigt medlem af Scandlines AG er udpeget
udenrigsråd, ambassadør Ellen Margrethe Løj.

Deutsche Bahn har som formand for Scandlines AG udpeget Finn B.
Larsen, og udpeger snarest et menigt bestyrelsesmedlem. De danske og
tyske medarbejdere udpeger hver 1 repræsentant til Scandlines AGs
bestyrelse.

Dyrløv Madsen fortsætter som bestyrelsesformand for Scandlines A/S.
Ellen Margrethe Løj indtræder som næstformand for bestyrelsen i stedet
for afdøde departementchef Henning Olesen. Som følge af udnævnelsen
til indenrigsminister er Thorkild Simonsen udtrådt af bestyrelsen for
Scandlines A/S. I stedet udpeges rådmand i Århus Kommune Torben Brandi
Nielsen.

Oversigt over bestyrelsen for Scandlines A/S samt kort CV for de nye
bestyrelsesmedlemmer er vedlagt. Yderligere oplysninger kan fås ved
henvendelse til kontorchef Michael Birch, tlf. 33 92 38 96.
Curriculum Vitae for de udpegede bestyrelsesmedlemmer

Sven Dyrløv Madsen, direktør (født 1935),

har siden 1996 varetaget formandsposten i bestyrelsen for Scandlines
A/S. Af andre ledelseshverv kan nævnes bestyrelsesformand for
Lundbeckfonden, Chr. Hansen Holding A/S, Castrol A/S samt
Investeringsforeningen Gudme-Raaschou Health Care. Næstformand for
bestyrelsen i DAKO A/S. Endvidere medlem af bestyrelsen for Denerco
A/S, H. Lundbeck A/S, ØK A/S samt Dansk Industri.

Ellen Margrethe Løj, ambassadør, udenrigsråd (født 1948),

har siden 1996 været udenrigsråd i Udenrigsministeriet. Forud herfor
ambassaderåd, EF-Repræsentationen, Bruxelles 1982 -1985, kontorchef i
Udenrigsministeriet 1986 - 1989, ambassadør i Tel Aviv 1989 - 1992,
viceudenrigsråd i Udenrigsministeriet 1992 - 1996. Af andre tidligere
ledelseshverv kan nævnes medlem af bestyrelsen for
Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) 1994 - 1996 og
for Investeringsfonden for Østlandene (IØ) 1994 - 1996.

Torben Brandi Nielsen, rådmand (født 1953),

har siden 1997 været rådmand i Århus. Af andre hverv kan nævnes faglig
sekretær (SID, Århus) 1986 - 1989, formand LO, Århus, 1989 - 1997.

Sammensætningen af bestyrelsen for Scandlines A/S fra d.d.

Formand, direktør Sven Dyrløv Madsen

næstformand, ambassaderåd Ellen Margrethe Løj,

kontorchef Anne Jøker,

overstyrmand Claus Jensen,

drifts- og økonomidirektør Cristina Lage Hansen,

adm. dir. Mogens K. Boyter,

skibsassistent Svend Ejnar Ulstrup,

skibsfører Thorkild Høy samt

rådmand Torben Brandi Nielsen

Kontakt

Transportministeriet

Tlf: 41 71 27 00

E-mail: trm@trm.dk