|
|
|
 NyhederTransportsektorens CO2-udslip skal begrænses14. september 1998
Transportsektorens CO2-udslip stiger. Den positive økonomiske udvikling og den stigende beskæftigelse har også medført vækst på transportområdet. Danskerne transporterer sig længere og oftere, og flere har fået råd til egen bil. Det giver mange muligheder for den enkelte, men det har også en bagside i form af øget energi-forbrug og CO2-udslip. Den seneste prognose peger på, at udslippet i 2005 vil ligge 25 pct. over det, der er målet.
Trafikminister Sonja Mikkelsen udtaler:
-Det er vigtigt at begrænse CO2-udslippet, men det er også vigtigt, at trafiksikkerheden bliver bedre, at kvaliteten i den kollektive trafik til stadighed udvikles, at trafikstøjen begrænses, at trafikken fungerer effektivt, osv. Der er mange udfordringer, og de skal ses i sammenhæng. Vi har ikke brug for en isoleret CO2-politik, en isoleret støjpolitik, en vejpolitik osv., men vi har brug for en langsigtet og visionær trafikpolitik, som kan sikre fremskridt og udvikling på en bred front.
-Begrænsning af CO2-udslippet har vist sig at være en meget vanskelig opgave. På andre områder - f.eks. luftforurening og trafiksikkerhed, har vi i de senere år opnået positive resultater. Men vi må erkende, at det endnu ikke er lykkes at afkoble den tætte forbindelse mellem på den ene side den økonomiske vækst, og på den anden side trafikvæksten og CO2-udslippet.
-Hvis denne opgave skal løftes, må hele befolkningen hjælpe med. Det fordrer en dialog. Derfor vil Trafikministeriet i samarbejde med bl.a Miljø- og Energiministeriet udsende et debatoplæg, som skitserer problemstillingen og peger på handlemuligheder, hvor målsætningen om begrænsning af CO2-udslippet ses i sammenhæng med forureningsbekæmpelse og indsats for en bedre trafiksikkerhed.
-I starten af det nye år vil jeg indbyde til en konference, hvor ideer og forslag kan komme frem og blive diskuteret. Det vil resultere i et katalog over virkemidler som grundlag for de nødvendige beslutninger, og jeg håber at der vil være en bred politisk vilje til at medvirke.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef i Trafikministeriet, Helga Theil Thomsen på telefon 3392 4326 eller pr. e-mail: htt@trm.dk
|
- Kontakt
Transportministeriet
Tlf: 41 71 27 00
E-mail: trm@trm.dk
|