Trafikminister Flemming Hansen glæder sig over at vanskelig sag på transportområdet er løst under det danske formandskab
30. oktober 2002
Efter længere tids intense forhandlinger lykkedes det i dag EU´s Transportministerråd at opnå enighed med Parlamentet om et nyt sæt EU-regler, som indebærer en skærpelse af sikkerheden i EU´s lufthavne.
De skærpede EU-regler fastsætter ensartede standarder for den civile luftfartssikkerhed og indebærer bl.a. krav om øget kontrol med adgang til særlige lufthavnsområder, krav om undersøgelse af luftfartøjer forud for en flyvning, krav om screening af passagerer og håndbagage samt krav om adskillelse af afrejsende og ankommende passagerer, der ikke er screenet i overensstemmelse med et sikkerhedsniveau svarende til de nye EU-regler.
EU-reglerne skal nu vedtages endeligt i EU´s Transportministerråd og i Parlamentet.
Trafikminister Flemming Hansen udtaler fra Nordisk Råds møde i Helsinki:
-Det er med stor tilfredshed, at jeg som formand for EU´s Transportministerråd kan konstatere, at det nu er lykkedes at opnå enighed mellem Rådet og Parlamentet om en øget sikkerhed i EU´s lufthavne.
Det danske formandskab har arbejdet ihærdigt for at opnå en løsning af denne meget vigtige, men også vanskelige sag om styrkelse af luftfartssikkerheden i EU. Jeg betragter derfor enigheden i dag mellem Rådet og Parlamentet som et flot resultat af dette arbejde.
-Det er min klare opfattelse, at de nye skærpede EU-regler for civil luftfartssikkerhed udgør en afbalanceret og nødvendig reaktion på den situation, som den civile luftfart befinder sig i efter begivenhederne den 11. september sidste år.
-Det er naturligvis ikke muligt helt at eliminere sikkerhedsrisikoen i den civile luftfart, men med den enighed, der er opnået mellem Transportministerrådet og Parlamentet i dag, er der taget et vigtigt skridt i retning af at minimere den civile luftfarts sårbarhed over for sådanne handlinger, som vi var vidne til den 11. september sidste år.