Ministeren

Ministeriet

Temaer

Nyheder

Nyhedsmail - tilmelding

Job i ministeriet

Nyheder

Trafikminister Flemming Hansen: Vedtagelse af Jernbanepakke II vil være til gavn for borgere og virksomheder i hele Europa

Stigende trafik med lastbiler i Europa har resulteret i store problemer med kødannelse og trængsel på vejene. Det er derfor helt afgørende, at der flyttes trafik fra de overbelastede veje til jernbanerne. I dag har EU´s transportministre taget et stort skridt i den retning med vedtagelsen af jernbanepakke II.

Jernbanepakke II vil bidrage til en mere effektiv og sammenhængende jernbane i Europa.

For det første etableres et indre marked for transport af gods på jernbane. De enkelte lande skal åbne deres markeder for godskørsel på jernbane senest  1/1-2006 for international godskørsel og 1/1-2008 for cabotagekørsel.

For det andet skal der gennemføres såkaldt interoperabilitet –dvs.  ensartede togkontrolsystemer mm. på hele det europæiske jernbanenet. Dette gør det nemmere at køre over landegrænserne.

Det tredie store element i pakken er gennemførelse af ensartede regler for togsikkerhed på jernbanen i Fællesskabet.

Til støtte for gennemførelsen af disse reformer oprettes med jernbanepakkens vedtagelse et Europæisk Jernbaneagentur.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler forbindelse med dagens mødet:

-I dag tog den europæiske jernbane sektor et vigtigt skridt ind i det nye århundrede. Vedtagelsen af jernbanepakken er historisk. Den vil flytte transport fra vej til bane og lette presset på de europæiske motorveje. Det vil være til gavn for virksomheder og borgere i Danmark og Europa.

-Alle der har taget bilen på ferie ned gennem Europa ved at pladsen på motorvejene i Europa er snæver. Jeg har fundet det altafgørende, at vi kunne løse disse problemer. Jeg er derfor meget tilfreds med vedtagelsen i dag.

-Med dagens beslutning er sket en god afrunding af det danske formandskabs store indsats med at føre den anden jernbanepakke frem til en vedtagelse. Med fortsat stor dansk arbejdsindsats for at støtte det nu græske formandskab i at færdiggøre arbejdet, kan jeg uden tøven glæde mig over, at også denne del af det danske EU-formandskabs prioriteter er lykkedes.

Kontakt

Transportministeriet

Tlf: 41 71 27 00

E-mail: trm@trm.dk