Ministeren

Ministeriet

Temaer

Nyheder

Nyhedsmail - tilmelding

Job i ministeriet

Nyheder

Trafikministerens kommentarer til de seneste dages pressedækning af takststigningerne i den lokale og regionale kollektive trafik

Ekstrabladet bringer i dag en række artikler og en leder om takststigninger i bl.a. hovedstadsregionen.

HURs takststigninger kædes af Ekstrabladet sammen med, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har besluttet at fjerne et tilskud til takstnedsættelser i den lokale og regionale kollektive trafik på årligt ca. 360 mio. kr.

Trafikminister Flemming Hansen finder i den forbindelse anledning til at præcisere følgende:

-HUR har ansvaret for taksterne i den kollektive trafik i hovedstadsregionen og har også i år besluttet at hæve taksterne. Det er der imidlertid ikke noget nyt i. Faktisk har HT og siden HUR hvert år siden 1999 besluttet at taksterne i den kollektive trafik skulle stige med mere end den almindelige pris- og lønudvikling. Taksterne i hovedstadsregionen er steget med knapt 30% fra 1999 til 2003.

-Jeg kan imidlertid ikke acceptere, at bortfaldet af en 10%-takstnedsættelse bruges som argument for, at der både sidste år og i år gennemføres takststigninger, der er af langt større omfang. Det hænger bare ikke sammen.

-Det takstniveau som HUR har besluttet skyldes HURs egne dispositioner og kan ikke alene forklares med Folketingets beslutning om at fjerne takstnedsættelsestilskuddet

-Jeg hæfter mig også ved, at takstudviklingen hos DSB i samme periode følger pris- og lønudviklingen og alene i år indeholder en mindre ekstraordinær takststigning som følge af bortfaldet af takstnedsættelsesordningen. Det giver stof til eftertanke.

Regeringen valgte sammen med Dansk Folkeparti at fjerne takstnedsættelsesordningen af tre hovedårsager:

For det første viste undersøgelser, at ordningen kun havde meget begrænset effekt på brugen af den kollektive trafik. Ordningen blev indført for at få flere til at bruge den kollektive trafik og der har udviklingen altså været begrænset.

For det andet fandt regeringen det særdeles uhensigtsmæssigt, at staten blander sig i fastsættelsen af takster på et område, hvor amter og kommuner har takstkompetencen. Af samme grund var amterne kritiske, da ordningen blev gennemført af den tidligere regering i 1997. Afskaffelsen af takstnedsættelsesordningen skaber således klare og entydige linier om ansvaret for den kollektive trafik.

For det tredje fandt regeringen, at de 360 mio. kr. som ordningen årligt kostede kunne bruges langt bedre. Regeringen har derfor omprioriteret midlerne til en opprioriteret indsats for forbedring af jernbanenettets vedligeholdelsestilstand. Pengene er overført krone for krone og der er således ikke taget penge fra den kollektive trafik.

Trafikministeren udtaler

-Med afskaffelsen af takstnedsættelsen har regeringen foretaget en saglig politisk omprioritering. Vi afskaffer en ordning næsten uden effekt og anvender pengene til en kvalitativ forbedring af togdriften – krone til krone.

-Samtidigt skaber vi orden omkring ansvaret for taksterne i den kollektive trafik. I den regionale kollektive trafik er taktsniveauet en amtslig beslutning. I hovedstadsregionen er det en HUR-beslutning. Regeringen lægger stor vægt på, at dette ansvar respekteres.

-Jeg lægger derudover vægt på, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Det radikale Venstre og Kristendemokraterne netop har indgået den bedste jernbaneaftale i flere årtier.

-Med aftalen tager vi fat på den tidligere regerings efterslæb på jernbanevedligeholdelsen og tilfører yderligere 9,2 mia. til området. Derudover sikrer vi en stigning i antallet af togafgange med 26% i fjern- og regionaltrafikken og 13% i S-togstrafikken.

-Regeringen sikrer således flere tog og tog til tiden og enhver snak om at regeringen ikke prioriterer den kollektive trafik synes herved tilbagevist.

Kontakt

Transportministeriet

Tlf: 41 71 27 00

E-mail: trm@trm.dk