Møde mellem den tyske forbundsminister for transport, byggeri og bolig Dr. Manfred Stolpe og transport- og energiminister Flemming Hansen
24. juni 2005
I dag mødtes transport- og energiminister Flemming Hansen og den tyske forbundsminister for transport, byggeri og bolig, Dr. Manfred Stolpe i København for at drøfte spørgsmål af fælles interesse. Den slesvig-holstenske minister for videnskab, økonomi og transport Dietrich Austermann deltog også i mødet.
Fast forbindelse over Femern Bælt
Ministrene enedes om at fortsætte arbejdet ad det spor, som blev lagt med den fælles erklæring, der blev underskrevet i Berlin i juni 2004.
På denne baggrund, og som del af forberedelsen til en regeringsaftale, traf ministrene en række beslutninger vedrørende de tre hovedemner, som er nævnt i den fælles erklæring fra juni 2004: 1) undersøgelser med henblik på at finde en finansieringsmodel, 2) valg af teknisk løsning, 3) håndtering af miljøaspekter. Desuden var der enighed om at iværksætte en række yderligere studier.
Som et vigtig skridt videre frem mod at finde en fælles finansieringsmodel for projektet har ministrene besluttet at søge rådgivning fra uafhængige finansielle eksperter med henblik på at finde en løsning på spørgsmålet om, hvordan statsgarantier og investeringer fra den private sektor bedst kan benyttes til finansiering af projektet. Ministrene besluttede at reducere antallet af konkrete finansieringsmodeller, der skal undersøges nærmere, til to. De finansielle eksperters analyse af de to modeller bør afsluttes inden udgangen af i år med henblik på at forberede en endelig beslutning vedrørende finansieringsmodel.
Ministrene besluttede, at en skråstagsbro med en firesporet motorvej og to jernbanespor skal betragtes som den foretrukne tekniske løsning på baggrund af lavere anlægsomkostninger sammenlignet med en sænketunnel med samme antal vognbaner og jernbanespor, samt sikkerheds- og beredskabsmæssige betragtninger. En sænketunnel med en firesporet motorvej og to jernbanespor skal betragtes som den foretrukne alternative løsning.
I overensstemmelse med denne beslutning bekræftede Stolpe og Hansen nødvendigheden af en række tekniske undersøgelser, f.eks. studier af navigationsmæssige og geotekniske forhold i Femern Bælt, såvel som et studie af design og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med en tunnel.
En fælles miljøkonsultationsrapport vedrørende kyst-til-kyst delen af en fast forbindelse og tilhørende landanlæg i begge lande er under udarbejdelse. De foreløbige resultater viser, at de samlede miljømæssige virkninger forbundet med projektet er beskedne og kan reduceres yderligere, hvis passende foranstaltninger iværksættes.
Miljøkonsultationsrapporten vil blive offentliggjort i begge lande til efteråret for at give offentligheden mulighed for at udtrykke sine synspunkter vedrørende de miljømæssige aspekter af en fast forbindelse over Femern Bælt. I senere faser vil der blive gennemført en VVM-undersøgelse i overensstemmelse med EU-direktivet herom.
Efter mødet udtrykte ministrene deres tilfredshed med, at projektet skrider fremad.
Minister Stolpe udtalte:
-Jeg er tilfreds med at kunne konstatere, at Femern Bælt-projektet skrider godt fremad ad det spor, som vi blev enige om på vores møde i Berlin i juni sidste år.
-Jeg finder det særligt opmuntrende, at vi er godt på vej til at løse spørgsmålet vedrørende de finansielle aspekter, såvel som den tekniske løsning for forbindelsen, ligesom de identificerede miljøspørgsmål synes at kunne håndteres.
Minister Hansen udtalte:
-Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med mine kolleger i Berlin og Slesvig-Holsten om realiseringen af dette vigtige infrastrukturprojekt, som vil styrke forbindelsen ikke bare mellem Danmark og Tyskland, men mellem Skandinavien og det øvrige Europa.
-Jeg er sikker på, at vi vil finde gode løsninger på de spørgsmål, der stadig udestår.
Minister Austermann udtalte:
-Jeg påskønner meget dette møde med mine kolleger vedrørende en fast forbindelse over Femern Bælt. Vi har i dag drøftet det videre arbejde med det vigtigste grænseoverskridende infrastrukturprojekt i Slesvig-Holsten og blev enige om de næste skridt. Jeg vil fortsætte samarbejdet med Danmark og forbundsregeringen om dette projekt. Vi er på rette vej mod en positiv beslutning om en fast forbindelse over Femern Bælt.