Modulvogntog, CO2 og langsigtet infrastrukturplanlægning på dagsordenen
14. april 2008
Transportminister Carina Christensen og hendes svenske kollega infrastrukturminister Åsa Torstensson har i dag holdt møde i Malmø.
På dagsordenen var sager af fælles interesse i forhold EU’s transportpolitiske dagsorden, herunder modulvogntog og CO2-udfordringerne for transportsektoren.
Der var desuden en drøftelse om langsigtet infrastrukturplanlægning med præsentationer af Infrastrukturkommissionens anbefalinger og den svenske planlægningsproces for infrastrukturen i årene 2010-2020.
Transportminister Carina Christensen udtaler:
-Vi har haft nogle rigtigt gode drøftelser på en række sager, som er af stor betydning for den fremtidige udvikling af infrastrukturen i begge vore lande og på EU-niveau.
-Vi har fælles synspunkter på modulvogntog, og de samfundsøkonomiske og miljømæssig fordele de medfører. I både Danmark og Sverige mener vi, at modulvogntog kan hjælpe med til at effektivisere godstransport i hele Europa.
-Jeg er også meget glad for vores drøftelse af de kommende års CO2-udfordringer for transportsektoren, som er meget store.
- Det var meget interessant for mig at høre om den svenske planlægningsproces for infrastrukturen i årene 2010-2020, og den svenske minister spurgte interesseret til Infrastrukturkommissionens anbefalinger. Jeg tror, at vi begge havde stor glæde af at høre om dette arbejde, selvom det er tilrettelagt meget forskelligt i de to lande.