www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

200 mio. kr. til forbedring af den kollektive bustrafik

Trafikstyrelsen har nu behandlet ansøgninger om støtte til projekter, der forbedrer den kollektive bustrafik, og giver en samlet støtte på ca. 100 mio. kr. til 31 projekter. Inklusiv egenfinansiering er den samlede projektsum i størrelsesordenen 200 mio. kr.

kollektiv transport

7. september 2009

De to buspuljer, Fremkommelighedspuljen og Passagerpuljen, er led i ”Aftale om grøn transportpolitik” fra januar 2009 og har til formål at støtte projekter, der forbedrer den kollektive bustrafik og tiltrækker flere buspassagerer.

Fremkommelighedspuljen støtter 19 projekter til et samlet tilsagnsbeløb på 73,5 mio. kr. Passagerpuljen støtter 12 projekter til et samlet tilskudsbeløb på 23,0 mio. kr. Inklusiv egenfinansiering er den samlede projektsum i 1. ansøgningsrunde på omkring 200 mio. kr.

Transportminister Lars Barfoed udtaler:

-Jeg er meget glad for at så mange projekter støttes med puljemidler. Der ydes bl.a. støtte til at give kunderne bedre trafikinformation, busserne bedre fremkommelighed og dermed øget rejsehastighed, forbedringer af samspillet mellem bus og tog og udbredelse af incitamentskontrakter. Projekterne vil bidrage til at gøre bustrafikken mere attraktiv og tiltrække flere passager til den kollektive trafik.

Århus Kommune er den største tilskudsmodtager med i alt 38,8 mio. kr.  Puljemidlerne skal bruges til at etablere busbaner og busprioritering på Randersvej i Århus, der skal forbedre bussernes rejsetid og fremme kørselskomforten. Randersvej er stærkt trafikeret, og har det højeste antal busser blandt indfaldsvejene til Århus.

For at forbedre servicen og løfte passagertallet modtager Nordjyllands Trafikselskab støtte til at indføre incitamentsaftaler med busentreprenører. Et andet projekt fra Nordjyllands Trafikselskab skal forbedre passagerinformationen ved at informere buspassagerer via mobiltelefon og digital skiltning på større stoppesteder .

Trafikselskabet Movia modtager støtte til at etablere dynamisk realtidsinformation på stoppesteder for at gøre busserne mere enkle og trygge at bruge. Derudover tildeles Movia støtte til at opsætte dynamiske informationstavler på centre og andre steder med mange passagerer.

Endvidere modtager bl.a. Helsingør og Svendborg kommuner støtte til terminalprojekter, der forbedrer fremkommeligheden og forbedrer samspillet mellem de forskellige transportformer.

I en række tilfælde er der ansøgt om støtte til forprojekter, der ligger forud for etableringen af projekter med egentlige forbedringer af den kollektive trafik, som det er forventningen at gennemføre med støtte fra puljemidler.

I ”Aftale om grøn transportpolitik” fra januar 2009 er der afsat til Fremkommelighedspuljen afsat 200 mio. kr. årligt over 5 år, dvs. i alt 1 mia. kr. Til Passagerpuljen er der afsat 100 mio. kr. årligt over 3 år, dvs. i alt 300 mio. kr. Der er to årlige ansøgningsrunder for begge puljer. Frist for anden ansøgningsrunde er den 1. oktober 2009.  

Yderligere information
Læs mere om Fremkommelighedspuljen og Passagerpuljen på Trafikstyrelsens hjemmeside: www.trafikstyrelsen.dk.

Henvendelse vedr. begge puljer kan ske til Trafikstyrelsen til kontorchef Jan Albrecht, på tlf.: 7226 7117 eller projektleder Per Darger, på tlf.: 7226 7012.