www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Robusthedsplan for Kystbanen

jernbane

22. september 2009

De svenske myndigheders arbejde med at tilslutte Citytunnelen til Malmö C er gået i gang. Arbejdet strækker sig fra den 24. august 2009 til den 10. december 2010. Det betyder at kapaciteten på Malmö C bliver reduceret betragteligt, hvilket giver risiko for forsinkelser i Øresundstrafikken og dermed også på Kystbanen.

Trafikstyrelsen har derfor sammen med DSBFirst udarbejdet en robusthedsplan, som – når den træder i kræft 28. september 2009 – skal sikre, at forsinkelser fra Sverige ikke breder sig til Kystbanen. Trafikstyrelsen indgår derfor en tillægskontrakt med DSBFirst, som bl.a. betyder, at der vil blive opstillet en bemandet reservetogstamme på København H.

Den bemandede reservetogstamme på København H skal kun benyttes, når et tog fra Sverige er forsinket mindst 7 minutter, mens forsinkelser på mellem 3 og 6 minutter håndteres ved at stop i Tårnby og evt. Ørestad bortfalder. Det betyder, at robusthedsplanen ikke påvirker togdriften, hvis der ikke opstår forsinkelser i Sverige, mens den aktivt forhindrer, at forsinkelser på mellem 3 og 20 minutter kan brede sig til Kystbanen.

Transportminister Lars Barfoed udtaler:

-Det er positivt, at der er fundet en løsning, der sikrer et beredskab, så forsinkelser pga. sporarbejdet ved Malmø ikke breder sig til Kystbanen.

-Robusthedsplanen er en god løsning, fordi beredskabet kun griber ind, når der opstår forsinkelser. Passagerne kommer derfor ikke til at opleve længere rejsetider som en konsekvens af robusthedsplanen.

-Det er vigtigt, at vi med robusthedsplanen har sikret, at de mange pendlere, der dagligt benytter Kystbanen, ikke kommer til at blive påvirket af, at der foregår sporarbejde i Sverige.