www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Aftale om bedre og billigere kollektiv trafik

Regeringen har den 12. juni 2012 indgået aftale med Enhedslisten og Dansk Folkeparti om en række initiativer til sikring af en bedre og billigere kollektiv trafik. Med aftalen gennemføres takstnedsættelser for 662 mio. kr. årligt fra 2013, og der investeres i alt 2,6 mia. kr. i en bedre kollektiv trafik.

politisk aftale

12. juni 2012

Med aftalen er der skabt et solidt grundlag for at gennemføre takstnedsættelser i den kollektive trafik, hvor det bl.a. bliver ca. 20 pct. billigere at benytte den kollektive trafik uden for myldretiden. Samtidig indføres et nyt ungdomskort, som allerede fra sommeren 2013 giver nye rabat-tilbud til unge, når de benytter den kollektive trafik. Med det nye ungdomskort permanentgøres de tilbud, som unge har fået gennem det hidtidige såkaldte HyperCard, og målgruppen udvides.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Jeg er utrolig glad for, at det nu bliver markant billigere at benytte den kollektive trafik uden for myldretiden, og at vi får langt flere unge til at benytte den kollektive trafik med det nye ungdomskort.

Parterne bag aftalen er endvidere enige om at give den kollektive transport et solidt løft med investeringer for 2,6 mia. kr.

Aftalen er et væsentligt og vigtigt skridt på vejen til en fremtidssikret moderne jernbane baseret på el-drift.

Med aftalen er der taget beslutning om indkøb af nyt elektrisk togmateriel til landdelstrafikken i form af nye 15 el-togsæt, som skal være af en velafprøvet type. I første omgang anskaffes 2-3 forskellige typer standard togsæt, som indsættes i en prøveperiode, hvor passagererne er med til vurdere kvaliteten af togene. På den baggrund kan der træffes beslutning om indkøb af flere tog.

Transportministeren Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Der er vist ingen tvivl om, at fremtidige indkøb af nye tog skal gøres på en helt anden måde end IC4. Med aftalen tager vi endnu et skridt i retning af en yderligere elektrificering af de danske jernbaner. Jeg ser store perspektiver i den nye model for indkøb, som vi nu skal i gang med, hvor man i første omgang prøvekører og tester forskellige togsæt, inden der træffes beslutning om, hvilket tog der skal indkøbes.

Udover indkøb af nyt standard el-materiel er der endvidere en række yderligere investeringer i den kollektive trafik, som bl.a. skal sikre bedre forhold for de sjællandske pendlere ved indkøb af flere dobbeltdækkervogne, skabe bedre kapacitet gennem flere afgange i metroen samt foretage en række forbedringer på banenettet i hele landet.

Aftalen indebærer endvidere en markant indsats for at etablere letbaner i flere af de større danske byer.  Der afsættes penge til en forcering af letbaneprojektet i Odense, undersøgelser i hovedstaden af, hvordan flere letbaner og metroudbygning kan bidrage til et sammenhængende kollektiv trafiknet, og endelig afsættes penge til et beslutningsgrundlag for en letbane i Aalborg. Aftalen sikrer også, at Aarhus Letbane får mulighed for at elektrificere Grenaabanen som et led i det allerede besluttede letbaneprojekt her.

Endelig er der blevet plads til at fremme cyklismen i de større byer, hvor der er afsat midler til etablering af nye supercykelstier, som skal bidrage til at få flere pendlere til at benytte cyklen frem for bilen.

Transportministeren Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Vi har fået en god aftale, som sikrer bedre og billigere kollektiv trafik, men vi har også lavet en aftale, som giver sigtelinjer for fremtidens transportsystem med fokus på elektrificering, letbaner og cykler.

Læs aftaletekst og faktaark her