
Foto: Metroselskabet/René Strandbygaard
Fokus på tilgængelighed for mennesker med et handicap
Transportministeriets tilgængelighedspolitik beskriver de principper, der lægges til grund for inddragelsen af handicaphensyn på tværs af Transportministeriets område. Den giver også et overblik over, hvordan der konkret arbejdes med tilgængelighed i det danske transportsystem.
Mobilitet skaber vækst og arbejdspladser i det danske samfund. Tilgængelige transportløsninger, der giver god mobilitet for alle brugere, er derfor et vigtigt mål i regeringens transportpolitik. Der arbejdes løbende med dette – f.eks. ved udformning af stationer, fortove og veje og indretningen af busser og tog.
Tilgængelighedspolitikken skal generelt understøtte politiske drøftelser af, hvordan udfordringerne med at forbedre adgangen til transportsystemet gribes an, uden at dette sker på bekostning af det samlede transporttilbuds effektivitet og konkurrencedygtighed. Den skal ligeledes lægge rammerne for, hvordan tilgængelighedshensyn helt systematisk og naturligt inddrages i arbejdet inden for Transportministeriets ressortområde.
I 2003 fremlagde regeringen en handlingsplan på handicapområdet. Den fremhæver, at der ved nye trafikale anlæg i særlig grad skal tages hensyn til mennesker med et handicap, så transportsystemet opleves som tilgængeligt på hele rejsen.
Transportministeriets tilgængelighedspolitik skal ses i forlængelse af disse initiativer og bidrage til endnu bedre forhold for mennesker med et handicap i transportsystemet.