Gå til hovedindhold
Nyhed

Minister til EU: Rum for forbedring af køre- og hviletidsregler

Transportministeren påpegede over for Europa-Kommissionen vigtigheden af klare og ordentlige køre- og hviletidsregler.

10. dec. 2015

Indhold

    Der er rum for forbedring af køre- og hviletidsreglerne. Det slog transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt fast over for Europa-Kommissionen ved rådsmødet den 10. december. 

    De europæiske transportministre drøftede sociale aspekter i vejtransporten, og Kommissionen ønskede at høre de enkelte medlemslandes syn på, om lovgivningen på området skal tydeliggøres for at få en ensartet fortolkning. 

    Her tog den danske minister Hans Christian Schmidt ordet for at understrege nødvendigheden af klare og ordentlige køre- og hviletidsregler.  

    - Jeg er løbende i kontakt med den danske vejtransportbranche, og de fortæller mig, at både virksomhederne og chaufførerne finder reglerne for komplicerede, påpegede Hans Christian Schmidt. 

    Ministeren har for nylig haft fem dialogmøder med transportbranchen, og her har køre- og hviletidsregler været på dagsordenen ved flere møder. 

    - For virksomhederne medvirker de besværlige regler bl.a. til at vanskeliggøre rekruttering til branchen, hvilket jeg anser for at være et af de største problemer i branchen lige nu, sagde Hans Christian Schmidt.

    - Overordnet mener jeg, at vi alle vil have gavn af nogle klare regler. Virksomhederne og deres chauffører vil kunne bruge mindre tid på at administrere sig selv og mere tid på at drive forretning, påpegede ministeren.