Gå til hovedindhold
Nyhed

International interesse for selvkørende biler på danske veje

Ole Birk Olesen har overrakt den nye danske lov om selvkørende biler til BMW på bilgigantens fabrik nær Leipzig i Tyskland. Formålet er at skabe opmærksomhed om muligheden for kontrollerede forsøg med selvkørende biler på det danske vejnet.

01. jun. 2017

Indhold

    Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen deltager i disse dage i International Transport Forums (ITF) årlige topmøde, der stiller skarpt på fremtidens transport. 

    Ole Birk Olesen har bl.a. mødtes med ledelsen for BMW’s afdeling for selvkørende biler. Ministeren medbragte den netop vedtagne lov, der tillader kontrollerede forsøg med selvkørende biler, og samtidig blev potentialet ved de nye danske regler drøftet.

    Den selvkørende bilteknologi vil få stor betydning for fremtidens mobilitet, og Ole Birk Olesen mener, at vi skal møde den nye teknologi med åbne øjne.

    - Vi skal gribe den nye teknologis mange potentialer for blandt andet at gøre det mere sikkert at køre bil og færdes i trafikken som blød trafikant.

    - Den nye lovgivning kan gøre Danmark til et sted, hvor virksomheder og myndigheder afprøver og viser, hvad selvkørende biler kan bruges til, når teknikken er klar. Jeg mener derfor, at vi skal gøre en aktiv indsats for at tiltrække virksomheder inden for den nye teknologi til Danmark, siger Ole Birk Olesen om årsagen til, at han har overrakt en engelsk oversættelse af lovteksten til BMW.

    Mødet med BMW skal samtidig ses som en opfølgning på udenrigsminister Anders Samuelsens besøg hos BMW, hvor dansk mobilbredbåndsdækning og de generelle muligheder for at drive virksomhed i Danmark også blev drøftet.

    På topmødet i Leipzig deltager transport-, bygnings- og boligministeren desuden i en række debatter med transportministre fra hele verden samt store virksomheder såsom Google X og Volvo for at diskutere regulering og fremtiden for selvkørende biler.

    Fakta

    • International Transport Forum (ITF) er en mellemstatslig organisation med 57 medlemslande fordelt på seks kontinenter.
    • ITF fungerer som en tænketank for transportpolitik, der er placeret i Paris.
    • ITF er knyttet til OECD.
    • Hvert år organiserer ITF en konference i Leipzig i Tyskland, hvor transportpolitiske beslutningstagere, virksomheder mv. fra hele verden mødes til en fire-dages konference.
    • Hjemmeside: www.itf-oecd.org