Gå til hovedindhold
Nyhed

Ministeren holder temadag i særligt belastede boligområder

Skovgårdsparken er ét af de fire særligt udsatte boligområder, der i 2020 kan risikere at blive kategoriseret som dét, der i lovgivningen betegnes som en hård ghetto. Boligminister Kaare Dybvad besøger derfor området i dag for at sætte fokus på den forebyggende indsats. Det bliver det første i en række besøg, hvor ministeren holder en temadag i nogle af de mest udsatte boligområder.

19. aug. 2019
Et skilt med transport- og boligministeriets logo sidder i en mur af granit.

Indhold

    Tasken er pakket med sager og en god portion nysgerrighed, når boligminister Kaare Dybvad i dag besøger Skovgårdsparken, som er et af Danmarks særligt belastede boligområder, der i 2020 risikerer at blive kategoriseret som dét, der i lovgivningen betegnes som en hård ghetto.

    Derfor ønsker ministeren ved selvsyn at være en dag i området for at sætte fokus på behovet for forebyggelse og for at høre mere om de initiativer, der bliver gjort lokalt for ikke at komme på listen i 2020.

    - Jeg er meget optaget af, at vi får skabt mere blandede byer og boligområder, og det gælder også for de særligt udsatte boligområder, som Skovgårdsparken er et eksempel på. De udsatte boligområder skal have bedre betingelser for at blive omdannet til velfungerende bydele til gavn for ikke blot området selv, men for hele landet. Derfor ser jeg meget frem til at få en dag med boligforeningerne og beboerne i Skovgårdsparken for ved selvsyn at se, høre og opleve, hvad man gør der for at løse udfordringerne, fortæller boligminister Kaare Dybvad.

    Besøget i Skovgårdsparken bliver det første i en række besøg, hvor ministeren tager ud i særligt belastede områder for at tale med repræsentanter for boligforeningerne og beboerne. Boligministerens hensigt med besøgene er udover at sætte fokus på den vigtige forebyggende indsats også at italesætte, at de belastede boligområder er andet og mere end bare belastede. De kan også gennemføre vigtige indsatser for eksempel på energirenovering som i Skovgårdsparken.

    - Skovgårdsparken har de seneste år gennemgået intensive renoveringer, hvilket ifølge boligforeningen har medført en reduktion i energiforbruget med 90 procent. Det er meget positivt, at området bidrager til den grønne omstilling og samtidig arbejder målrettet med forebyggende initiativer, så det ser jeg meget frem til at høre mere om i dag, forklarer ministeren.

    Ud over Skovgårdsparken holder boligminister Kaare Dybvad i løbet af efteråret en temadag i Solbakken (Odense), Nørager/Søstjernevej (Sønderborg) og Aldersrogade (København). Og som led i ministerens fokus på den forebyggende indsats planlægger han løbende at besøge samtlige områder på ghettolisten, der ikke er betegnet som dét, der i lovgivningen betegnes som en hård ghetto.