Gå til hovedindhold
Nyhed

Personale med kritiske funktioner undtages fra busrestriktioner

Personale, der varetager kritiske funktioner, kan nu tage bussen på arbejde ud og ind af de syv berørte nordjyske kommune.

10. nov. 2020
Tre busser og en grøn personbil holder foran et fire etagers hus. Vi ser en buschaufør igennem forruden.

Indhold

    Nordjyder, som varetager kritiske funktioner i vores samfund, skal fortsat kunne komme på arbejde med kollektiv transport, hvis der ikke er andre muligheder. På baggrund af de tilbagemeldinger, som Transport- og Boligministeriet har modtaget efter den første dag med restriktionerne, står det klart, at den iværksatte nødløsning med Flextur ikke giver tilstrækkelig mulighed for, at det kan lade sig gøre.

    Derfor ændrer regeringen nu restriktionerne. Fra i dag er det muligt for kritisk personale at tage bussen på tværs af kommunegrænser, når de skal på arbejde.

    - Det er afgørende for at begrænse smittespredningen, at så mange som muligt bliver i deres egen kommune. Samtidig har vi brug for, at samfundets kernetropper kan komme på arbejde også på tværs af kommunegrænser, hvis ikke de kan undværes. Busserne kører fortsat, og nu siger vi, at alle, der har et brev fra deres arbejdsgiver om, at de har en kritisk funktion, kan komme med bussen. Jeg vil dog understrege, at det er yderst vigtigt, at arbejdsgiverne gør, hvad der er muligt for at få vagtplanenerne til at gå op med et minimum af personale fra andre kommuner, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    De skærpede restriktioner for kollektiv trafik i Nordjylland trådte i kraft mandag d. 9. november. Restriktionerne er nødvendige for at inddæmme smitten fra mink. Restriktionerne medførte, at det ikke er muligt at benytte kollektiv trafik til eller fra Hjørring, Vesthimmerland, Thisted, Frederikshavn, Jammerbugt, Brønderslev og Læsø. Det bliver nu muligt med bus for kritisk personale.