|
|
|
Færdselsstyrelsen administrerer lovgivningen vedrørende landevejstransport og arbejder med sikkerheden i trafikken i relation til køretøjer og forholdene for den kollektive trafik samt hensynet til miljø og energiforbrug. Færdselsstyrelsen fører endvidere tilsyn med postområdet efter lov om postvirksomhed. Færdselsstyrelsen blev oprettet 1. april 1994 og fungerer som en selvstændig styrelse under Transportministeriet.
Ministerbetjening Færdselsstyrelsen deltager i det lovforberedende arbejde og udarbejder udkast til besvarelse af spørgsmål fra medlemmerne af Folketinget ("§ 20 spørgsmål") og spørgsmål til ministeren fra folketingsudvalg og borgere.
Færdselsstyrelsen er desuden klageinstans for synsvirksomhedernes afgørelser ved syn af køretøjer og afgørelser om udenlandske køretøjer.
Syn og omsyn af køretøjer Færdselsstyrelsen administrerer reglerne om syn og omsyn af køretøjer og varetager i den forbindelse følgende opgaver:
- Tilsyn og godkendelse af syns- og omsynsvirksomheder, herunder kontrolbesøg hos virksomhederne
- Behandling af klagesager over synsvirksomheder i forbindelse med de tekniske og juridiske krav til syn og omsyn
- Vejledning om syn og omsyn
- Tilsyn med uddannelse af teknisk ansvarlige medarbejdere og synsmedarbejdere til syn- og omsynsvirksomheder
- Indkaldelse til syn
Godskørsels- og buslovgivningen Færdselsstyrelsen administrerer reglerne om tilladelse til godskørsel for fremmed regning med lastbiler over 3,5 tons tilladt totalvægt og om erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig personbefordring med bus og fungerer som sekretariat for Vejtransportrådet.
Vejtransportrådet træffer afgørelse i sager af principiel karakter eller af betydelig almen interesse, mens Færdselsstyrelsen træffer afgørelse i alle andre sager.
Der er tale om afgørelse i sager om:
- Udstedelse og fornyelse af tilladelse til godskørsel for fremmed regning, tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring med bus, tilladelse til udlejning af bus uden fører og godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed.
- Godkendelse som ansvarlig leder i et selskab.
- Tilbagekaldelse af tilladelser og godkendelser.
Endvidere træffer Færdselsstyrelsen afgørelse i sager om tilladelse til international godskørsel.
Endelig træffer Færdselsstyrelsen afgørelse i sager om tilladelse til fjernbuskørsel i Danmark og om tilladelse til international buskørsel.
Afgørelser truffet af Færdselsstyrelsen eller af Vejtransportrådet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Taxilovgivningen Færdselsstyrelsen administrerer lovgivningen på taxiområdet og varetager i den forbindelse følgende opgaver: - Færdselsstyrelsen forestår det lovforberedende arbejde på taxiområdet.
- Færdselsstyrelsen besvarer henvendelser om fortolkningen og anvendelsen af taxilovgivningen.
- Færdselsstyrelsen godkender kvalifikationskurser for uddannelse af førere af taxier, limousiner og sygetransportkøretøjer samt kvalifikationskurser for uddannelse af taxi-, limousine- og sygetransportvognmænd og af ansvarlige ledere af sygetransportvirksomheder.
- Færdselsstyrelsen behandler ansøgninger om dispensation fra krav om deltagelse i ovennævnte kvalifikationskurser.
- Færdselsstyrelsen udarbejder eksamensopgaver, der skal anvendes ved de afsluttende prøver på ovennævnte kvalifikationskurser.
- Færdselsstyrelsen træffer afgørelser i ansøgninger om overdragelse af tilladelser samt ansøgninger om anvendelse af køretøjer til taxikørsel, der er indrettet til befordring af mere end ni personer. Den daglige administration af taxilovgivningen, herunder udstedelse af tilladelser ifølge loven, varetages i øvrigt af Storkøbenhavns Taxinævn og af kommunalbestyrelserne i kommunerne udenfor Storkøbenhavn.
Færdselslovgivningen Færdselsstyrelsen arbejder med opgaver vedrørende færdselslovgivningen. Opgaverne er blandt andet: - Regler om køretøjers tekniske udformning.
- Typegodkendelse af køretøjer.
- Regler om syn af køretøjer.
- Regler om udenlandske køretøjer.
Energi og miljø Færdselsstyrelsen er ansvarlig for udformning af regler om luftforurening fra køretøjer. Der findes nu fælles EU-regler om luftforurening, som betegnes Euronormer for biler, motorcykler, knallerter og traktorer. Desuden er styrelsen ansvarlig for regler og administration af miljøkontrol af biler i forbindelse med periodisk syn. Færdselsstyrelsen er desuden ansvarlig for det obligatorisk EU-krav om forbrugeroplysninger om nye biler brændstofforbrug, og har siden 1997 arbejdet med at informere bilkøbere om nye bilers energiforbrug. Styrelsen udgiver i denne sammenhæng hvert år folderen "Hvor langt på literen", som indeholder en ajourført oversigt over alle nye personbilers brændstofforbrug samt driver en hjemmeside (hvorlangtpaaliteren) som løbende bliver opdateret med de nyeste modellers brændstofforbrug. Denne forbrugerinformation blev fra foråret 2000 suppleret med en egentlig energimærkning af nye personbiler, som en del af EU-regler om forbrugeroplysning. Færdselsstyrelsen overvåger ligeledes de nye danske personbilers CO2-udslip, som indberettes årligt til Kommissionen. Oplysninger anvendes til opfølgning på den aftale Kommissionen har indgået med bilindustrien om at udvikle mere energieffektive biler. Færdselsstyrelsen følger løbende udviklingen omkring energi- og miljøvenlig teknologi og har gennem årene gennemført en række udredningsopgaver og demonstrationsprojekter inden for dette område bl.a. projekter om alternative drivmidler og efterbehandlingsudstyr fx partikelfiltre på vare- og lastbiler og busser. Erfaringer omkring partikelfiltre har betydet at Færdselsstyrelsen etableret en frivillig principgodkendelsesordning for partikelfiltre for tunge køretøjer.
Postlovgivningen Færdselsstyrelsen har blandt andet til opgave at føre tilsyn med: - at Post Danmark A/S overholder koncessionen, og at Post Danmark A/S opfylder befordringspligten samt lever op til de fastsatte service- og kvalitetsmål for blandt andet breve og pakker
- at postvirksomhederne overholder anmeldelsespligten
- at øvrige postvirksomheder ikke udfører postbefordring i strid med Post Danmark A/S eneret
Postvirksomheder og registrering Postvirksomheder udøver erhvervsmæssig postbefordring af breve og andre adresserede forsendelser op til tyve kilo. Alle postvirksomheder er forpligtet til at anmelde deres virksomhed til Færdselsstyrelsen.
Styrelsen registrerer virksomhederne, sådan at styrelsen kan sikre sig, at virksomhederne etablerer forsvarlige procedurer af for eksempel behandling af uanbringelige forsendelser.
Bladtilskudsordningen Færdselsstyrelsen varetager administrationen af reglerne for dagblade og momsfritagne uge- og månedsblade samt tidsskrifter. Styrelsen godkender bl.a. nye blade, som ønskes postomdelt i den statsstøttede bladtilskudsordning.
Internationalt samarbejde Færdselsstyrelsen deltager i det internationale samarbejde med andre tilsynsvirksomheder på postområdet.
Klageinstans Færdselsstyrelsen behandler klager over Post Danmark. Det kan f.eks. være klager over: - utilfredsstillende levering af post,
- for lav eller manglende erstatning i forbindelse med beskadiget eller forsvunden pakke,
- manglende opfyldelse af befordringspligten.
Kontor i Transportministeriet Transportministeriets Erhvervs- og Færdselskontor er hovedansvarlig for departementets kontakt til Færdselsstyrelsen.
Færdselsstyrelsens hjemmeside: www.fstyr.dk
Færdselsstyrelsen Adelgade 13 Postbox 9039 1304 København K Tlf.: 33 92 91 00 Fax: 33 93 22 92 Hjemmeside: www.fstyr.dk E-post: fstyr@fstyr.dk
|
Printervenlig version
|
 |
|
|