|
| DSB |
www.dsb.dk |
DSB blev pr. 1. januar 1999 stiftet som en selvstændig offentlig virksomhed med transportministeren som eneejer. DSB er en delvis videreførelse af den virksomhed, der i 1885 blev dannet ved en banesammenlægning under navnet 'de danske statsbaner'.
Formål og opgaver DSB er en jernbanevirksomhed, der udfører passagertrafik som offentlig service efter forhandling på grundlag af en trafikkontrakt, der er indgået med staten. Den gældende kontrakt for regional- og fjerntrafikken - løber i perioden 2005-2014, og fastlægger krav til trafikbetjening og serviceniveau samt kontraktbetalingen. Kontrakterne giver mulighed for at indgå tillægskontrakter, der fastsætter rammerne for investeringer i f.eks. nyt jernbanemateriel.
DSB har fortsat mange relationer til staten, men som selvstændig offentlig virksomhed gives, formelt og juridisk, en anden rollefordeling mellem det politisk-administrative system og DSB. DSB's og statens formue er adskilt, bestyrelsen og direktion skal agere på aktieselskabsretlige betingelser, betaling og betingelserne for DSB's ydelser til staten og anvendelse af infrastrukturen - forvaltet af Banedanmark - fastlægges i kontrakter.
Ud over opgaven som passagerjernbanevirksomhed varetager DSB fortsat en række andre opgaver for det samlede transportsystem.
Ved bodelingen mellem DSB og Banedanmark (efter delingen i 1997) blev DSB ejer af jernbanestationerne ved statens jernbanenet samt den jernbaneinfrastruktur, der ikke umiddelbart var omfattet af Banedanmarks opgaver - værkstedsspor, depotspor samt diverse mindre sidespor. Derudover ejer DSB kombiterminalerne samt en række arealer, som evt. skal benyttes til jernbaneformål. DSB har til opgave at forvalte og vedligeholde denne ejendom.
Organisering DSB er organiseret som en koncern, der omfatter et moderselskab og et helejet datterselskab, DSB S-tog A/S. DSB ejer desuden aktieposter i en række andre danske og udenlandske virksomheder.
Koncernen ledes af en bestyrelse på ni medlemmer og en direktion på to medlemmer: En administrerende direktør og en koncerndirektør. Bestyrelsen udpeges på et virksomhedsmøde (svarer til aktieselskabsformens generalforsamling), hvor transportministeren udgør den stemmeberettigede aktionærkreds.
Kontor i Transportministeriet Departementets kontakt til DSB varetages primært af departementets Center for Kollektiv Trafik.
DSB Sølvgade 40 1349 København K Tlf.: 70 13 14 15 Fax: 33 15 04 00/13997 E-post: DSBPost@dsb.dk Hjemmeside: www.dsb.dk
Printervenlig version |
|
 |
|
|