www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

95 mio. kr. til forbedring af den kollektive bustrafik

Trafikstyrelsen har netop behandlet ansøgninger om støtte til projekter, der forbedrer den kollektive bustrafik og tildeler samlet 95,3 mio. kr. til i alt 43 projekter over hele landet.

kollektiv transport

15. januar 2010

Alle projekter, der opnår støtte fra puljerne, vurderes at forbedre den kollektive bustrafik og skabe et varigt løft i antallet af passagerer.

De to puljer, Fremkommelighedspuljen og Passagerpuljen, er etableret som led i aftalen om ”En Grøn Transportpolitik”  fra januar 2009. Puljemidlerne skal støtte projekter, der løfter serviceniveauet i den kollektive bustrafik og tiltrækker flere passagerer.

Passagerpuljen støtter i denne ansøgningsrunde 19 projekter med i alt 41 mio. kr.  Bl.a. er der givet 7,8 mio. kr. til at opsætte omkring 100 informationsstandere, der skal gøre det nemmere for kunden at søge information om rejsen. Dette projekt går godt i spænd med regeringens ønske om, at der skal være bedre sammenhæng i den offentlige transport.

Fremkommelighedspuljen støtter 19 projekter med 54 mio. kr. i alt. Denne gang er der især tildelt penge til projekter, der skal øge informationerne til kunderne samt til opgradering af busstoppesteder og terminaler.  Bl.a. er der tildelt 7,2 mio. kr. til et projekt, der skal forbedre informationsniveauet for passagererne på Vejle Trafikcenter. Et nyt ITS-system skal lede busserne frem til ledige perroner og informere passagererne om bussernes placering og afgangstider. Det nye ITS-system skal endvidere øge fremkommeligheden i byen ved at give busprioritering gennem signalanlæggene på indfaldsvejene til Vejle og på udvalgte strækninger i midtbyen. Endelig skal der etableres realtidsvisning på udvalgte centrale stoppesteder i området.

Endvidere modtager Skive Kommune 10,5 mio. kr. til en kompakt trafikterminal med korte gangafstande og direkte forbindelse mellem terminalen og bymidten. Også andre byer som Holbæk, Hobro og Bjerringbro bliver tildelt midler til at forbedre terminalforholdene.

Derudover gives der støtte til en lang række projekter, der forventes at øge kundetilfredsheden blandt buspassagererne.

Transportminister Lars Barfoed udtaler:

- Der er stor interesse for at forbedre den kollektive bustrafik, og jeg er tilfreds med, at så mange spændende projekter kan støttes.  Dermed styrker vi den kollektive trafik i hele landet.

- Det er meget positivt, at der i denne ansøgningsrunde er mange projekter, der sigter på at øge tilgængeligheden på stoppesteder og terminaler, og dermed gøre det nemmere for kunderne at skifte mellem de forskellige transportformer.

- Samtidig lægger jeg vægt på, at der indsamles viden og erfaringer fra de mange nye initiativer, så de gode ideer og effekter kan spredes til hele landet.

En oversigt over de projekter, der har fået tilsagn, kan findes på Trafikstyrelsens hjemmeside, www.trafikstyrelsen.dk

Yderligere oplysninger fås hos pressechef Jesper Damm Olsen på tlf. 33 92 43 02