www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Medarbejder i departementet

Som medarbejder i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er du med til at skabe konkrete, fysiske og synlige resultater, der berører alle mennesker i deres dagligdag.

Medarbejder i departementet

30. november 2018

I Transport-, Bygnings- og Boligministeriet sætter vi de fysiske rammer for danskernes hverdag - både indenfor, udenfor og på farten. Vores arbejdsområder omfatter alt fra udbygning af metroen i København til modernisering af landets jernbaner, store motorvejsbyggerier, selvkørende biler, luftfart, cyklistforhold, trafiksikkerhed, lejeloven og statslige byggerier. Herudover beskæftiger vi os med transportens miljø- og klimapåvirkning, langtidsholdbart byggeri samt boligsociale indsatser i udsatte områder.

Vi er en handlings- og resultatorienteret arbejdsplads, og som medarbejder i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er du med til at sætte omfattende projekter i værk. Du har dermed en unik mulighed for at sætte dit præg på fremtidens mobilitet og byggeri - både i Danmark og på tværs af landegrænser. Som medarbejder i departementet er dit fokus ikke alene rettet mod en bundlinje - vi arbejder med at skabe forbedringer i det danske samfund og få tingene til at hænge sammen i et samfundsøkonomisk perspektiv. Det arbejde, du laver her, kommer alle i samfundet til gode.

Fart over feltet

Tingene går stærkt i politik, og dagsordenen kan hurtigt ændre sig, når man arbejder tæt på de politiske beslutningsprocesser. Det giver en spændende og tempofyldt hverdag i departementet. Vi er en dynamisk og engageret arbejdsplads med flere nyuddannede medarbejdere, og vi har konstant fokus på at følge med - og går gerne forrest - når der skal udvikles nye administrative løsninger. 

Uformelt - men professionelt - arbejdsmiljø

Omgangstonen i departementet er uformel og direkte. Vi arbejder tæt sammen på tværs af organisatoriske niveauer, kommandovejene er korte og cheferne er tilgængelige.

Huset er ikke større end at alle kender alle, og vi har et godt fællesskab på tværs af kontorerne. Vi tager hånd om de udfordringer, der opstår i vores arbejde, og vi gør vores bedste for at løse problemerne i stedet for at udskyde eller sende dem videre. Allerhelst vil vi være på forkant.

Links

  • PDF
    2,07mb
    Departementets personalepolitik