www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Danmark skal i front med droner

Offentligjort i JP Aarhus den 28. december 2015

af Hans Christian Schmidt transport-og bygningsminister

Droner kan skabe vækst og arbejdspladser.

En rapport fra EU har fastslået, at der frem mod 2050 vil blive skabt 150.000 arbejdspladser inden for droneområdet.

Det er arbejdspladser, som Danmark skal have del i. Min ambition er, at Danmark bliver et foregangsland på droneområdet. Det kræver, at vi tænker fremad og frem for alt gør det i fællesskab.

Regeringen har netop sendt et lovforslag om en regulering af droneområdet i ekstern høring, inden vi fremsætter lovforslag i februar.

Det er vigtigt, at vi indretter reglerne for droneflyvning bedst muligt.

Vi vil gerne give bedre mulighed for at bruge droner til erhvervsbrug, samtidig med at vi selvfølgelig fortsat tager hensyn til sikkerhed og privatlivets fred. Det er vigtigt, at der er en god balance, og jeg håber at få så mange indspark som muligt i høringsprocessen.

Det gælder også, når jeg i det nye år skal have en række møder med branchen.

Hvis vi skal komme ordentligt i gang med droneeventyret, så kræver det, at vi er visionære og hele tiden tænker i at udnytte droners potentiale. Det gør I også her i Aarhus.

På Aarhus Universitet er der stor fokus på anvendelsen af droner til forskning f. eks. inden for biologi, og I har virksomheder, der går forrest og viser, hvordan droner kan bruges til at løse en lang række praktiske opgaver.

Til gavn for mange
Eksempelvis har landinspektørfirmaet LE34 udviklet brugen af droner til landmåling, tredimensionel modellering og kortlægning. Virksomheden kan ofte få det samme ud af få minutters droneflyvning som ved en dags manuel opmåling.

Det er et eksempel på, at der er rigtig mange virksomheder og forretninger, der kan udvikle deres produkter ved hjælp af droner. Og i Aarhus - hvor der er rigtig mange innovative virksomheder - håber jeg, at I vil fortsætte arbejdet med at omfavne dronernes potentiale, for én ting står klart: hvis det danske droneeventyr skal have en flyvende start, så kræver det, at vi arbejder sammen.

Vi skal have justeret reglerne, så de ikke er svarende til en tid, hvor modelflyveren var det mest teknologisk avancerede, og vi skal fortsætte med at styrke vores viden og erfaringer med droner.

Der er et stort potentiale i droner, som vi skal udnytte. Det handler om at lande vigtige arbejdspladser i hele landet.