www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Det er liberal politik at spare skatteborgernes penge

Offentliggjort på www.jp.dk d. 23. juni 2017 og i Jyllands-Posten 27.6.

23. juni 2017

Af Kristian Jensen, finansminister (V), Brian Mikkelsen, erhvervsminister (K) og Ole Birk Olesen, transport-, bygnings- og boligminister (LA)

Egentlig burde alle være lykkelige. Skatteborgerne sparer penge. Og såvel boligejere som lejere stilles fuldstændig uændret. Regeringen foreslår nemlig at spare på udgifterne til det almene boligbyggeri ved at lægge realkreditlånene til almene boliger om til statslån. Alligevel beskylder Jyllands-Postens leder os for ”at vælge den socialistiske vej”.

I dag garanterer det offentlige for hovedparten af lånene til det almene boligbyggeri – og tager risikoen. Dermed er staten reelt långiveren, selvom man formelt finansierer alment boligbyggeri ved at låne hos realkreditinstitutterne. Det koster en mérrente. Vi har så at sige privatiseret gevinsten, mens risikoen er blevet socialiseret. Desværre. Det er ikke særlig borgerligt-liberalt. 

Og så er spørgsmålet: Når nu staten kan låne af sig selv, hvorfor skal skatteborgerne betale ekstra ved, at man låner hos realkreditinstitutterne? Det er ikke en fornuftig brug af skatteborgernes penge, der i stedet kan komme borgerne til gode på anden vis.

Det er ikke meningen med dette forslag, at staten skal til at låne penge til borgere – hverken lejere eller ejere. Det er i øvrigt heller ikke en mulighed, da det vil være i strid med statsstøttereglerne.  Derfor er lederen i Jyllands-Posten helt ved siden af.

Skal man bruge ideologiske argumenter i denne sag, så overvej følgende: Skal staten subsidiere realkredit ved absolut at give realkreditten nogle forretninger, som staten selv kan klare?

Staten er i øvrigt selvforsikrende. Vi har ikke forsikret vores bygninger m.m., selvom der findes masser af forsikringsselskaber derude. Gør det os til socialister, at vi ikke bruger private forsikringsselskaber, men klarer tingene selv?

Vi er sikre på, at skatteborgerne vil kunne forstå, at vi ikke skal bruge flere penge end højt nødvendigt. Pengene kan jo anvendes til andre gode formål. Og samtidig er det kun naturligt, at risiko og gevinst følges ad. Det er et godt borgerligt-liberalt princip.