www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Farten skal ned på den farlige strækning ved Gaabensevej

Offentligjort i Lolland-Falsters Folketidende den 30. oktober 2017

Af Ole Birk Olesen (LA) transport-, bygnings- og boligminister

Formålet med fartkontrol er at forebygge ulykker. Ikke at skrabe penge ned i statskassen.

Vi mener, at fartkontrollen i høj grad skal fokusere på de farlige strækninger, og det er ikke alle steder, hvor politiets fotovogne er det rette redskab hertil.

Udenlandske erfaringer viser nemlig, at en kombination af mobil kontrol med fotovogne og stationær kontrol med stærekasser giver den bedste fartkontrol.

En række andre europæiske lande har positive erfaringer med stærekasser, hvor bilister naturligt sætter farten ned på det pågældende sted -også næste gang de passerer stærekassen.

Derfor igangsætter Vejdirektoratet et pilotprojekt, hvor 20 af kameraerne fra de dyrt indkøbte fotovogne installeres i de såkaldte stærekasser, der opsættes på elleve farlige strækninger, hvor det kan have betydning for antallet af ulykker, at bilisterne sætter farten ned. Vejdirektoratet har i samarbejde med Rigspolitiet vurderet, at Gaabensevej ved Nykøbing F. er blandt de 11 farlige strækninger, hvor bilisterne skal lette foden fra speederen. Ulykkeshistorikken og hastighedsmålinger viser nemlig, at der er behov for fartkontrol på netop de 11 udvalgte strækninger.

Vejdirektoratet forventer, at stærekasserne kan tages i brug i begyndelsen af det nye år.

Der kan være strækninger, hvor det ligesom på Gaabensevej er nødvendigt at sikre overholdelsen af fartgrænserne via en stærekasse. Og hvis det derfor viser sig, at stærekasserne samlet set har den ønskede effekt, kan vi skalere pilotprojektet op og omdanne endnu flere fotovogne til stærekasser.

Vi tror på, at pilotprojektet og brugen af stærekasser vil kunne skabe forudsætningerne for en forbedret tra-fiksikkerhed, og at kameraerne i fotovognene, som blev indkøbt under SR-regeringen, i mange tilfælde er meget bedre brugt i stærekasserne i stedet for. Alt i alt har vi altså her fundet en god løsning, der kan opskaleres, hvis effekterne som forventet viser sig samlet set at være positive.