www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Tale til Anlægsdag 2017

26. september 2017

Det talte ord gælder

Tak for ordet. Og tak fordi, jeg får lov til at kridte banen op på denne Anlægsdag med mine tanker om fremtidens transport og infrastruktur. 

Trafikken og trængslen vokser
Som I ved, så stiger trafikken på vores veje, især på de overordnede veje. 

Tal fra Vejdirektoratet viser, at alene i 2016 er der kommet 4,4 procent flere biler på vores motorveje sammenlignet med året før. Det er noget af en stigning. Som man også kan mærke, når man kører på de danske veje. 

COWI lavede for 5 år tilbage en undersøgelse der viste, at bilisterne i hovedstadsområdet på et år spildte, hvad der svarede til cirka 8,5 milliarder kroner ved at holde i kø på vejene. Et tal der nok ikke er blevet mindre siden dengang.

Og man kan også se, at der er mange vejstrækninger, hvor der i dag allerede er betydelige kapacitetsproblemer. Dette gælder eksempelvis i hovedstadsområdet, på Vestfyn samt på E45 i Østjylland.

Trafikken vil også stige betydeligt fremover. 

Det er en udfordring, som vi skal håndtere, så hverken den enkelte bilist eller erhvervslivet spilder unødvendig tid på at holde i kø på vejene. 

Infrastrukturen er rygraden i vores moderne hverdag. Vi har brug for at styrke mobiliteten i samfundet, så vi kan stå stærkere i den internationale konkurrence. 

Vi skal have en infrastruktur, der ikke giver vores samfund forsinkelser – men vækst!

Hvilke projekter skal vi investere i?
Men hvordan opnår vi dette på en klog måde? For vi har ikke uanede midler at gøre godt med. I sådan en situation bliver vi nødt til at finde en måde at prioritere mellem de projekter, som vi gerne vil have.

For der er mange projekter derude, der kan bidrage til at forbedre trafiksituationen markant, hvis de blev realiseret.

Som jeg ser det, så handler det om at fokusere på de projekter, der giver de største gevinster – for flest mennesker. Alt andet vil være en dårlig forretning for os alle.

Vi skal prioritere projekter, som giver samfundsøkonomisk god mening for hele landet.

At regne samfundsøkonomi på forskellige projekter giver os et billede af nogle af de vigtigste aspekter, som vi skal tage højde for, inden vi beslutter os for, hvor pengene skal gå hen.

Det er et helt centralt element i at få afvejet fordele og ulemper, og det skal vi benytte os af.

Det kan betale sig at handle fornuftigt. Det gælder også, når vi skal bruge penge på infrastruktur.

Investeringer i veje kontra baner
I mange år har investeringer i jernbaner og tog været prioriteret meget højt. Jeg synes ikke, det afspejler, hvor meget trafikken på vejene fylder sammenlignet med trafikken på jernbanen.

Som det ser ud nu, foregår omkring 90 % af den samlede persontransport på veje, mens kun cirka 10 % foregår på bane.

Det skal sammenholdes med, at midlerne til transportinvesteringer på finansloven frem til 2020 fordeler sig med 2/3 til baner og kun cirka 1/3 til vejene.

Et andet aspekt i diskussionen om vej- og baneinvesteringer vedrører spørgsmålet om de offentlige nettoomkostninger.

Det er blevet undersøgt, hvordan de offentlige finanser påvirkes, hvis en større del af persontransporten flyttes fra veje til baner.    

Resultatet er, at det offentlige tjener knap én krone pr. kilometer, når man tager bilen, mens det koster det offentlige én krone, når man tager den kollektive transport.

Det skyldes især, at det offentlige subsidierer togbilletter og beskatter bilkørsel.

Bilisterne bidrager således til den offentlige kasse gennem afgifter, når de køber og bruger bilen. Set fra regeringens perspektiv er det derfor ikke klogt at flytte en stor del af persontransporten fra veje til baner, som nogle argumenterer for.

Som en del af en skattereform har regeringen netop foreslået, at sænke registreringsafgiften, da vi mener, at det i dag er for dyrt at være bilejer.

Derfor mener jeg fortsat, at det bedre kan betale sig at investere i vejinfrastruktur end i den kollektive trafik.

Regeringen kan dog ikke gøre det alene. Det kræver opbakning fra et flertal i Folketinget.

Og her har Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn tilkendegivet, at hans vigtigste prioritet er projekterne i Togfonden. Så når der er ledige midler igen, vil han først lade dem gå til disse projekter, fremfor til vejinfrastruktur.

Jeg er uenig!

Det er mit mål, at investeringsfordelingen fremadrettet skal rettes op, så den i højere grad afspejler transportens fordeling på vej- og baneområdet.

Råderummet til investeringer
I de seneste år er der igangsat mange nye infrastrukturprojekter på transportområdet. Investeringsniveauet er derfor højt lige nu.

Hvis ikke der bliver tilvejebragt råderum til flere investeringer, vil der imidlertid blive mindre plads til nye investeringer i de kommende år.

Regeringen vil med sin 2025-plan prioritere 22 mia. kr. over perioden 2021-2025 til et løft af rammen for offentlige investeringer.

Løftet giver rum til bl.a. at investere i samfundsøkonomisk fornuftige infrastrukturprojekter.

Helt konkret bliver den økonomiske ramme med regeringens plan løftet med ca. 3 mia. kr. i 2021 stigende til 5 mia. kr. i 2025.

Hvordan skal vi finansiere nye projekter?

Når vi aktuelt ikke har så store beløb til investeringer, må vi se ekstra nøje på, hvor vi for relativt mindre beløb kan gøre det lettere og billigere for danskerne at komme frem.

Som det også fremgår af regeringsgrundlaget, vil vi undersøge muligheden for at finansiere og organisere udbygningen af infrastrukturen på nye måder.

Eller det kan tænkes, at forskellige aktører, der får en indirekte og særlig glæde af et projekt, kan bidrage med finansiering. Det kunne være et indkøbscenter, hvor et nyt tilslutningsanlæg bidrager til at øge omsætningen.

Det er nogle interessante perspektiver, og jeg synes, at vi skal være åbne over for de muligheder, som alternative kilder til finansiering giver os.

Det her er rent faktisk noget, der kan hjælpe os til at få gennemført infrastruktur, som ellers ikke ville kunne lade sig gøre.

Jeg synes også, at der er en vis fornuft i, at de projekter, som man finder nødvendige, ikke besluttes på én gang.

Tildeling af midler bør fordeles jævnt ud over tid, så entreprenørerne kan nå at følge med.

Hvis der er for meget pres på branchen, risikerer man, at økonomien i sidste ende bliver overophedet. Og uden for disse perioder vil der være jobmangel og arbejdsløshed.

Et af målene med regeringens 2025-plan er netop også, at skabe muligheder for en mere langsigtet planlægning, så vi undgår en stop-go tilgang, som kan gøre det mere besværligt for branchen.

Vi kan øge kapaciteten for færre penge
Vi kan også tænke i andre måder at opnå en bedre mobilitet og kapacitet på vejene. Det behøver ikke udelukkende at handle om nye projekter hver gang.

For relativt få penge kan vi måske nogen steder gøre noget for at øge kapaciteten på de veje, som vi allerede har.

For eksempel kan man tillade at bilerne kører i nødsporet, hvis der er trængsel på en strækning. Helt konkret arbejder vi nu på at gøre det muligt at kunne køre i nødsporet på motorvejen over Vestfyn.

Et andet område, som regeringen har fokus på, er hastighedsgrænserne på vejene.

Den overordnede vision er, at hastighedsgrænserne i højere grad skal være tilpasset de lokale vejforhold, så de er fastsat ud fra de lokale strækninger og den konkrete trafik.

Det er vigtigt, at vi har hastighedsgrænser, der opleves som logiske og fornuftige af trafikanterne, og som kommer vores samfund til gavn.

Fremkommelighed og trafiksikkerhed skal gå hånd i hånd, så vi hurtigt, nemt og sikkert kommer fra A til B.

Regeringen foreslår derfor, at der på finansloven afsættes over 93 millioner kroner til at opgradere en række vejstrækninger, som Vejdirektoratet har vurderet er egnede til at kunne hæve hastighedsgrænsen for.

Konkret er der tale om at hæve hastighedsgrænsen på to typer af strækninger.

Den ene type er landeveje, hvor man nu må køre 80 kilometer i timen, som hæves til 90 kilometer i timen. Den anden type er motorveje, hvor man nu må køre 110 kilometer i timen, som hæves til 130 kilometer i timen.

Jeg skal for god ordens skyld nævne, at der ikke er tale om, at de generelle hastighedsgrænser hæves. Der er udelukkende tale om, at hastighedsgrænsen hæves på udvalgte vejstrækninger, hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.

De midler, som regeringen foreslår, der afsættes på finansloven, skal blandt andet bruges til at opsætte autoværn, fjerne faste genstande og etablere rumleriller ind mod midterrabatten på de udvalgte landeveje og motorveje.

Ved at sætte hastighedsgrænsen op på de strækninger, hvor Vejdirektoratet anbefaler, at det kan gøres trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt, sikrer vi en bedre mobilitet.

Teknologien kan hjælpe os til at bygge billigere
Men dertil kommer også, at der jo er ved at ske en interessant udvikling med teknologien.

Teknologisk udvikling og innovation er uden tvivl vigtige elementer i at opnå økonomisk fremgang. Og det kan samtidig være vejen til at opnå større frihed.

Bilen opleves af mange som en ultimativ form for frihed.

Men den mobilitet og frihed, som mange af os oplever, når vi bruger vores bil, er desværre ikke uden omkostninger.

Den øgede trafikvækst betyder, at der er flere biler på vejene. Og dette fører til en højere udledning af skadelige stoffer og støj.

Støj og luftforurening fra trafik generer især mange mennesker i og omkring byerne.

Og statistisk set sker der ca. hver anden dag et uheld i trafikken, som får fatale konsekvenser.

Der er en del hype om fremtidens elbiler og selvkørende biler i medierne. For mig er det, der er af betydning, den unikke mulighed for at sætte mobiliteten fri.

Motorstøj og udstødning vil forsvinde som problem.

Men også her kan ny teknologi være svaret på vejtrafikkens udfordringer.

Prisen på batterier falder og falder. Det betyder, at elbiler bliver konkurrencedygtige med biler, der kører på fossile brændsler, og at disse biler på sigt bliver udfaset.

Jeg har for eksempel noteret mig, at Volvo har meddelt, at alle deres biler fra 2019 vil have en elektrisk motor.

Det skal ses i sammenhæng med, at den strøm der bruges til biler i stigende grad baseres på vedvarende energikilder, hvilket vil minimere udledninger af CO2 og skadelige partikler.

I mine ører lyder det som rigtig gode nyheder!

Og sikkerheden i trafikken kan blive langt bedre i takt med, at graden af automatisering stiger.

Man taler endog seriøst om en nul-vision for antallet af dræbte i trafikken.

Fremtidens selvkørende transport-gadget vil tilmed kunne bruges af en masse mennesker, som af den ene eller anden årsag er afskåret fra at sidde bag rattet i dag.

Det kan i princippet på længere sigt give os nogle nye muligheder, når vi skal anlægge infrastruktur.

Vi må sande, at infrastruktur ofte indebærer komplicerede projekter, og der skal tages højde for mange ting, når der bygges. Det gælder både for trafiksituationen i dag, men også i fremtiden. Når vi bygger infrastruktur, så skal den holde i 100 år.

Derfor er det rigtig vigtigt, at vi forbereder vores infrastruktur til alle de mange nye teknologiske muligheder, der uden tvivl vil sætte deres præg på den måde, vi vil transportere os på.

For eksempel i forhold til selvkørende biler. Hvis flere og flere af os kommer til at køre i biler, der kan ting selv, så vil det uden tvivl ændre den måde, vi bevæger os rundt i trafikken på.

De selvkørende biler vil skabe mere mobilitet og mobilitet for flere.

Det kan i den forbindelse være, at vejen kan designes anderledes, hvis den menneskelige faktor på et tidspunkt tages ud af ligningen.

For eksempel giver den teknologiske udvikling mulighed for at bilerne kan køre tættere, da de kan kommunikere med hinanden.

Når bilerne selv kan følge og holde sig inden for vejstriberne, vil man kunne have smallere vognbaner.

Og der vil ske en bedre trafikafvikling i vejkryds, da der ikke vil være de samme orienteringsbehov og forholdsregler, når man kører igennem krydset.

Vi skal ikke lukke øjnene for, hvad fremtiden kan bringe os – heller ikke, når vi indretter vores veje til kommende generationers trafik.

Regulering af de nye teknologier
I slutningen af maj måned deltog jeg i OECD’s årlige konference for transportministre i Leipzig.

I år var et af hovedtemaerne en drøftelse af, hvordan man nationalt og på tværs af stater bør indrette reguleringen til udviklingen af selvkørende biler.

Det har igen og igen vist sig i praksis, at det er teknologien, som udvikler sig hurtigt, mens reguleringen halter efter.

Jeg mener, det er en vigtig indsigt.

Den teknologiske udvikling har med andre ord et stærkere momentum, end vi har som politikere.

Det indebærer for det første, at vi skal være ydmyge.

Vi må ikke tro, at vi med nogen sikkerhed kan forudse de næste skridt i den teknologiske udvikling.

For det andet indebærer det, at vi inden for rammerne af vores regulering af f.eks. vejtrafikken løbende skal skabe plads til og mulighed for at afprøve nye løsninger.

Det kan være nye tekniske løsninger.

Men det kan lige så vel være, at man skal afprøve at fjerne en del af den nuværende regulering, fordi den måske ikke længere tjener det samfundsmæssige formål, den havde engang.

Det indebærer for det tredje, at vi som politikere skal tillade ny teknologi og nye løsninger, når det ikke direkte skader andre mennesker.

Mobilitet for fremtiden
Jeg er meget optaget af, hvordan dette nye transportsystem kommer til at se ud, og hvordan det vil påvirke os.

Jeg mener, at vi som politikere har et ansvar for at skabe rammer for, at vi anvender og udnytter den nye teknologi.

Jeg er derfor glad for, at Folketinget den 2. juni vedtog en lov, der bemyndiger mig til at give tilladelse til kontrollerede forsøg med selvkørende biler i Danmark.

Der er endnu ikke landet en ansøgning på mit bord. Men når det sker, vil jeg glæde mig over, at Danmark bliver et sted, hvor virksomheder og myndigheder afprøver og viser, hvad selvkørende biler kan bruges til.

Faktisk kan effekterne af den teknologiske transformation af transportsektoren blive så markante, at vi må se transportpolitikken i et nyt perspektiv.

Det kan blive en afgørende faktor for vores fremtidige investeringer i transportområdet. Så det er med andre ord noget, vi har brug for at få kvalificerede bud på.

Det med at gribe de muligheder, som den teknologiske udvikling giver, er netop baggrunden for, at jeg i juni nedsatte en ekspertgruppe med Niels Buus Kristensen som formand.

Herudover består ekspertgruppen af fem fagpersoner, som har stor viden og overblik inden for hver deres felt.

Ekspertgruppen vil i løbet af efteråret analysere de mulige fremtidsperspektiver for mobiliteten og transportsystemet.

Analysen skal ligge færdig ved slutningen af året.

Jeg forventer, analysen vil give os politikere værdifuld viden, så vi kan træffe de bedst mulige beslutninger, når vi skal regulere fremtidens transport og investere i fremtidens infrastruktur.

Regeringen har ikke hvilet på laurbærrene
Indtil da og selvom pengene i øjeblikket er få til at sætte nye store anlægsprojekter i gang, så må udviklingen af vores transportsystem ikke stå stille!

Derfor har vi i regeringen allerede gjort meget for at sætte skub i tingene. Vi har inden for de seneste år afsat midler til blandt andet:

  • En udbygning af E45 på strækningen mellem Aarhus S og Skanderborg S
  • Anlæg af Haderup Omfartsvej
  • Udbygning af Rute 11 igennem Ribe

Men vi har også igangsat forskellige analyser som:

  • VVM-undersøgelser af Hillerødmotorvejens forlængelse, og den sydlige del af en ny Midtjysk motorvej
  • Forundersøgelser af en nordlig Midtjysk motorvej, en østlig ringvej i København samt en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg

Med disse initiativer har vi taget nogle vigtige skridt i retning af at forbedre infrastrukturen til gavn for os alle sammen.

Afrunding
Vi skal altså være fornuftige og tænke os godt om, når vi planlægger og bruger penge på fremtidens veje. Vi har ikke midler til alt det, vi gerne vil.

Men det er også vigtigt for mig at sige, at det altså ikke nytter ikke at foretage sig noget. For så sander trafikken til.

Og selvom de næste mange år byder på helt nye typer af biler, som for eksempel de selvkørende, så skal de stadigvæk køre på vores veje. Det bliver næppe i mine børns eller børnebørns levetid, at flyvende biler bliver en del af vores daglige transport.

Vores veje er efterspurgte – og det vil de være i fremtiden også! Spørgsmålet er nok i højere grad, hvordan vores veje skal planlægges og anlægges.

Men hvis vi tænker klogt og finder på smarte måder at takle både nutidens og fremtidens trafik, finansiering, samt indretningen af vores veje på, kan vi skabe grundlag for en bedre fremtid.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god Anlægsdag.

Tak!