www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Valgfri transportform

Offentligjort i JP Aarhus den 1. februar 2017

Af OLE BIRK OLESEN, transport-, bygnings- og boligminister

Det er naturligvis helt op til os alle hver især, om vi foretrækker at transportere os selv på eksempelvis gåben, tage cyklen, bussen, toget eller bilen.

På samme måde er det helt valgfrit, om man vil ansøge om at få tilladelse til et forsøg med at køre en selvkørende bil på nogle afgrænsede veje under særligt afgrænsede forhold.

Som opfølgning på Bo Kolmans indlæg her i avisen (25/ 1) vil jeg derfor gerne understrege, at der med regeringens forslag til en forsøgsordning for selvkørende biler er tale om en valgfrihed.

Kørsel i en selvkørende bil er altså ikke noget, vi som politikere vil trække ned over hovedet på nogen.

Der er allerede flere kommuner, som kan se muligheder i at forbedre den offentlige service ved at bruge selvkørende biler.

De har længe efterspurgt, at vi forbereder lovgivningen til fremtiden, hvor selvkørende biler efter alt at dømme kommer til at spille en rolle.

Det er altafgørende, at det sker på en trafiksikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, når vi tillader forsøg med selvkørende biler.

Og Bo Kolman stiller her i avisen en række spørgsmål, som både er vigtige og relevante. Dem vil regeringen også gerne kende svarene på. Derfor foreslår vi nu en forsøgsordning, så vi får mere viden om betydningen af selvkørende biler i trafikken.

Alle ansøgninger om at gennemføre forsøg på de danske veje skal ses grundigt efter i sømmene af både en uvildig ekspert, vejmyndigheder, Færdselsstyrelsen og politiet, før jeg som minister giver tilladelse til, at selvkørende biler kommer ud på vejnettet. Og derudover inddrager jeg Folketingets Transport-, Bygnings-og Boligudvalg i beslutningen.

Bilisten bestemmer
Bo Kolman udtrykker en bekymring for, hvem der ved den mere spontane kørsel skal bestemme, hvor bilen kører hen, og hvilke ærinder der skal gøres undervejs.

I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at den selvkørende teknologi allerede i dag giver mulighed for, at man som bilist kan bestemme sig for at køre en lille omvej for at besøge bageren, se skoven eller noget helt tredje.

Den gradvise automatisering af bilerne kan på længere sigt øge samfundets mobilitet, vækst og produktivitet, samtidig med at det kan blive mere sikkert at færdes i trafikken for fodgængere, cyklister, passagerer og andre trafikanter.

Det skal vi forberede os på, og jeg ser derfor frem til at få mere viden og erfaringer fra forsøgsordningen.