www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Venstrefløjens løsning er som et lille plaster på et åbent benbrud

Offentligjort i Berlingske Tidende den 20. september 2017

Af Ole Birk Olesen (LA), transport-, bygnings- og boligminister

Et værelse med udsigt? Det vil de fleste gerne have. I landets hovedstad skal man være glad, hvis man overhovedet kan få et værelse! København vokser nemlig i øjeblikket med 10.000 indbyggere om året, og det betyder et stort pres på boligmarkedet og kamp om de få, ledige kvadratmeter. Resultatet er store prisstigninger på lejeboliger og særligt på ejerboliger, som er steget over 60 pct. på seks år.

Venstrefløjen på Københavns Rådhus og på Christiansborg har kun ét svar på problemet med den store overefterspørgsel efter boliger i København, og det er at kræve en større andel af almene boliger i nybyggeri.

Men almene boliger er bare et lille plaster på et åbent benbrud, som bliver en løsning for de få, og som i sidste ende kan være med til at gøre problemet endnu større for de mange. Alment offentligt støttet byggeri, som udbydes til kunstigt lave priser, vil mindske mobiliteten på boligmarkedet, hvis man ikke samtidig øger udbuddet af andre boligformer og får markedet i balance. For hvem vil ikke gerne blive boende i en billig almen lejlighed frem for at skulle ud på det dyre, dyre private boligmarked?

Den socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, og Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, optræder i disse kommunalvalgstider i pressen med fortællingen om, at almene boliger betyder hårdt tiltrængte boliger, som kassedamen og sygeplejersken også har råd til at bo i.

De nævner bare ikke, at såfremt vi ikke samtidig bygger flere ejerboliger og private lejeboliger, vil almene boliger bare skabe årtier lange ventelister.

De nævner heller ikke, at en større andel af almene boliger giver færre lejligheder på det frit tilgængelige marked for køb eller leje, så de frie priser dermed presses yderligere op, medmindre den samlede boligmasse forøges. Almene boliger er altså kun en lappeløsning på Københavns stigende problem med skyhøje boligpriser og mangel på lejligheder til alle typer borgere, også dem, der bor alene eller tjener færre penge.

Der er ingen tegn i sol og måne på, at befolkningstilvæksten i hovedstaden vil tage af. Tværtimod. Verden over er der fortsat en tendens til øget urbanisering, og Københavns gode, internationale ry lokker heldigvis masser af udenlandske studerende og professionelle til byen.

Samtidig ser vi i stigende grad, at flere og flere danskere vælger at bo alene i mindre lejligheder også selvom de måske er i et forhold frem for at flytte i en villa eller i en stor 3- eller 4-værelses lejlighed.

Derfor er det eneste, der kan dæmpe priserne på boligmarkedet i København og andre større danske byer, at der kommer et større og mere varieret udbud af boliger.

Det kan kun ske, hvis vi giver markedet mulighed for at arbejde og skaber de bedst mulige rammer for at bygge og udvikle nye boliger i vores større byer. De rammer, der er for byggeri i København nu, er desværre alt for restriktive. Krav om en gennemsnitlig boligstørrelse på 95 m2, stramme restriktioner på, hvor højt et etagebyggeri må være, og forbud mod at opføre nyt etagebyggeri tæt på gamle villakvarterer er alt sammen medvirkende til, at nye boliger bliver for få, for ensartede og for dyre.

Senest har det i pressen været beskrevet, hvordan en entreprenør, som har budt på et byggeri af studieboliger i Nordhavn, ønsker at bygge 277 studieboliger uden køkken, men med større fælles opholdsrum, som man for eksempel ser det i traditionelt kollegiebyggeri, frem for at bygge 100 fuldt udstyrede ungdomslejligheder på den samme plads. Men det har Københavns Kommune afvist at give tilladelse til, fordi det ligger ud over lokalplanen, som kun tillader 100 ungdomsboliger på mellem 25 og 50 m2 på byggegrunden.

Jeg må indrømme, at jeg finder det en smule letkøbt at råbe op om behovet for flere boliger, der er til at betale, samtidig med at man gør det stort set umuligt for bygherrer at købe byggegrunde og bygge lejligheder af den størrelse og pris, som markedet efterspørger.

Vi skal gøre op med vanetænkningen og turde tage den politiske diskussion om, hvad det faktisk kræver at løse boligudfordringen i vores større byer.

Skal kommunerne for eksempel give lov til at bygge syv etager i stedet for fire eller fem, når der gives tilladelse til etagebyggeri? Er det nødvendigt som studerende at have adgang til eget køkken eller kan man måske forestille sig, at de studerende foretrækker en billigere husleje, og i stedet kan deles om et køkken?

Kan man give tilladelse til tættere og højere byggeri, så man til gengæld kan få kvadratmeterpriserne bragt ned? Og hvordan kan vi på Christiansborg bidrage til, at kommunerne får de nødvendige incitamenter til at tænke kreativt og ikke restriktivt, når de udarbejder lokalplaner og giver tilladelse til boligbyggeri?

På Manhattan i New York er nybyggeriet især koncentreret om små boliger som etværelseslejligheder og såkaldte studios. Dels fordi efterspørgslen på små og dermed mindre dyre lejligheder er stor, dels fordi pladsen til nyt byggeri er trang. Og netop New York er jo en by, som tusindvis af danskere hvert år valfarter til. På grund af den energi og stemning, der er i en moderne metropol, og på grund af de mange kulturelle og gastronomiske tilbud, som kun opstår, når mange mennesker bor tæt og efterspørgslen er stor nok. Sagt med andre ord: Hvis vi bygger tættere og højere i København, skaber vi også nogle mere dynamiske bymiljøer med masser af liv mellem husene og billigere boliger til gavn for alle dem, som gerne vil bo i vores hovedstad.

Jeg mener, at det skal være muligt for danskerne at finde en bolig i den del af landet, hvor de helst vil bo. Derfor har jeg netop sat gang i en omfattende analyse, som skal afdække barrierer og incitamenter for et øget og mere varieret udbud af boliger i København, herunder kommunernes rammer og værktøjer, men selvfølgelig også statens rolle.

Analysen skal blandt andet se på prisdannelsen på boligmarkedet, fremskrive befolkningsgrundlag og boligmasse samt afsøge muligheder for at imødekomme den store efterspørgsel efter boliger i hovedstadsområdet, uden at priserne fortsætter deres himmelflugt. Selv om analysen tager udgangspunkt i de strukturer, der findes i København, er det min forventning, at erfaringerne fra analysen kan bredes ud og også bruges i vores andre større byer.

Når vi planlægger og udvikler vores storbyer skal vi tænke langsigtet og ikke bare fem år ud i fremtiden også selv om der er kommunalvalg i år. Vi skal finde reelle og holdbare løsninger, og ikke bare servere valgflæsk i form af symptombehandling til glæde for de få heldige, men som driver priserne i vejret for de mange.

Det er jo med boliger som med alle andre goder: Når efterspørgslen er større end udbuddet, stiger prisen på den ene eller anden måde. Så den eneste måde at sikre reelt billigere boliger på lang sigt og dermed bevare en sammensat beboelse i storbyen er ved at skabe et større og mere varieret udbud af boliger.