www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Vi skal være klar til fremtidens transport

Offentligjort i Børsen den 19. juni 2017

Af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)

I de kommende år står vi overfor nogle meget store investeringer på transportområdet, der kommer til at række langt ud i fremtiden. Det er investeringer, som skal sikre en stærk, sammenhængende infrastruktur til gavn for danskerne, erhvervslivet og væksten. Og det er investeringer, som skal styrke grundlaget for Danmarks fremtid.

Hvor vi i tidligere år har fokuseret meget på de enkelte transportformer, når vi har planlagt investeringer i infrastruktur, så er det min klare holdning, at vi fremadrettet skal blive bedre til at samtænke transportformer, medtænke den teknologiske udvikling og tage højde for ændrede adfærdsmønstre og andre samfundsmæssige udviklinger som for eksempel den fortsatte urbanisering og nye arbejds- og familiestrukturer. For vores transportmønstre og behov er ikke altid en lige, forudsigelig linje fra A til B, og det skal vi holde os for øje, når vi planlægger fremtidens transport.

Hvad betyder eksempelvis hurtigere togforbindelser for vores behov for veje? Hvordan kommer selvkørende biler til at påvirke passagertallene for den offentlige transport? Og hvis danskerne i fremtiden i endnu højere grad samler sig i byerne, hvad betyder det så for behovet for eksempelvis flere metrolinjer? Det er alt sammen noget af det, som bliver afgørende faktorer for vores fremtidige investeringer i transportområdet. Så det er noget, vi har brug for at få kvalificerede bud på.

Derfor har jeg nedsat en ekspertgruppe, som i løbet af efteråret skal foretage en analyse af de mulige fremtidsperspektiver for mobiliteten og transportsystemet som følge af den igangværende teknologiske transformation og de ændrede samfundsstrukturer. Analysen, som forventes færdig i slutningen af året, skal give os politikere den nødvendige viden, så vi kan træffe de bedst mulige beslutninger, når vi skal investere i fremtidens infrastruktur. For der er mange penge på spil.

Ekspertgruppen er sammensat af personer, som er eksperter inden for hver deres felt. Med en samlet faglig indsigt i blandt andet trafikmodeller, transportøkonomi, byplanlægning, arbejdsmarkedsforhold og teknologiens betydning for fremtidens udbud af mobilitet, skal ekspertgruppen bl.a. forsøge at skabe et overblik over de centrale teknologiske drivkræfter og samfundstendenser på transportområdet.

De skal også se nærmere på, hvordan drivkræfter og samfundstendenser vil påvirke efterspørgsel efter og udbud af mobilitet på basis af eksisterende viden. Sidst men ikke mindst skal de give et bud på, hvor hurtigt forandringerne vil ske, for med udviklingen indenfor bl.a. selvkørende biler, deleøkonomi, førerløse busser og tog samt en fortsat tendens i retning af urbanisering er der behov for at tænke ud af boksen – og tænke hurtigt.

Det er min overbevisning, at vi bedst sikrer samfundets fremgang ved at tage imod de nye muligheder, der viser sig, og ved at være åbne over for at tænke tingene på nye måder. Samtidig skal vi være ydmyge, for vi må ikke tro, at vi med sikkerhed kan forudse de næste skridt i den teknologiske udvikling. Men det er min forhåbning, at ekspertgruppens anbefalinger kan lede os i den rigtige retning, så vi kan træffe bedre beslutninger på transportområdet og investere efter det danske samfunds behov – også på lang sigt.

Jeg ser frem til at følge ekspertgruppens arbejde og til at læse deres anbefalinger, når arbejdet er afsluttet.