www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Motorvejsrastepladser. Rastepladser må ikke blive campingplads for lastbiler

Offentligjort i JydskeVestkysten den 23. maj 2018

Mogens Therkelsen skriver her i avisen, at jeg er en modspiller over for det danske transporterhverv. Baggrunden er, at regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at begrænse parkeringstiden for lastbiler på statens motorvejsrastepladser til 25 timer. Tidsbegrænsningen er tilstrækkelig til at kunne afholde de korte og mellemlange hvil, mens det lange ugentlige hvil på mindst 45 timer må afholdes andre steder.

Rastepladserne er til kortere hvil og ikke til at slå lejr på. Det er derfor, at jeg har brugt en sammenligning med camping. Det er på ingen måde udtryk for en ringeagt for chaufførerne og transportvirksomhederne.

Tværtimod mener jeg, at man skal tage erhvervet alvorligt og stille den samme type krav som til andre. Og jeg anerkender fuldt ud, at transporterhvervet holder gang i hjulene. Ikke bare på den enkelte lastbil, men på hele samfundet, som hver eneste dag bliver rigere takket være lastbilernes transporter.

Derfor er det kun rimeligt, at lastbilchauffører ligesom bilister kan holde almindelige hvil på statens motorvejsrastepladser.

Men det går ikke, at lastbilerne fylder rastepladserne i flere døgn ad gangen, så der ikke er plads til de chauffører eller bilister, der er på farten og har brug for et kortere hvil. Derudover fastlægger en dom ved EU-domstolen, at chaufførerne ikke kan afholde deres lange ugentlige hvil i lastbilen, og der er som bekendt ingen overnatningsmuligheder på rastepladserne.

Så det giver slet ikke mening at tillade lastbiler at langtidsparkere på statens motorvejsrastepladser.

Det er transportbranchens ansvar at tilrettelægge chaufførernes ruter og sørge for, de kan nå frem til passende steder at overnatte.

Regeringen forventer, at den nye tidsbegrænsning for parkering på statens motorvejsrastepladser for lastbiler vil bane vejen for et udbud af private faciliteter, hvor man mod betaling kan både parkere og overnatte under passende forhold. Det er en af de særlige udgifter, der følger med at drive transportvirksomhed, og som virksomhederne derfor selv må betale. Sådan er det også for andre brancher, hvor man for eksempel har udstationerede medarbejdere.

Det er ikke rimeligt, at danske skatteydere skal betale for at udvide og drive de statslige motorvejsrastepladser, så lastbiler kan langtidsparkere gratis.