www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ole Birk: Lad jer ikke vildlede af trafikforskers misforståede kritik

REPLIK: Trafikforsker Harry Lahrmann skriver, at regeringens politik vil føre til flere dræbte i trafikken. Men hans kritik beror på en række misforståelser, som læserne ikke skal lade sig vildlede af, skriver transportminister Ole Birk Olesen.

Offentligjort i Altinget.dk den 4. april 2018

Af Ole Birk Olesen
Transport-, bygnings- og boligminister 

Lektor Harry Lahrmann kritiserer regeringens færdselspolitik i et indlæg her på Altinget. Han mener, at en række ændringer af færdselsloven vil føre til flere dræbte og kvæstede i trafikken.

Jeg mener, at kritikken bygger på nogle misforståelser, som jeg gerne vil rede ud her.

Vi mindsker hastighedsspredningen
Lahrmann skriver, at vi har øget hastighedsspredningen, fordi vi tillader visse campingbiler og busser at køre 100 kilometer i timen på motorvej, mens blandt andet lastbiler kun må køre 80 kilometer i timen.

Men sagen er, at vi med de nye regler faktisk giver Tempo 100-godkendte campingbiler samme hastighedsgrænser som busserne.

Samtidig hæver vi hastighedsgrænsen på lande- og motortrafikveje for disse køretøjer til 80 kilometer i timen, så den følger den generelle hastighedsgrænse for den almindelige biltrafik.

Den lavere hastighedsspredning vil give færre af de overhalinger, som især på landeveje kan være farlige.

Vi tilpasser hastighedsgrænser til forholdene
Vi har gjort det nemmere for kommunerne at sænke hastigheden ved for eksempel skoler og børnehaver, hvor politiet vurderer, at det er problematisk, at der køres mere end 40 kilometer i timen. 

Harry Lahrmann foreslår, at hastighedsgrænserne skal kunne sænkes i hele byområder, men regeringen vil målrette de laveste hastigheder til særligt følsomme områder, da vi også har et hensyn til fremkommelighed i byerne, hvor der jo er trængsel nok i forvejen.

Når vi samtidig sætter hastighedsgrænsen op til 90 kilometer i timen på udvalgte lande- og motorveje, så sker det kun på strækninger, hvor Vejdirektoratet har vurderet, at det ved hjælp af fysiske forbedringer som blandt andet rumleriller kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med trafiksikkerheden.

Igen kombinerer vi øget fremkommelighed med hensynet til trafiksikkerheden.

Vi kombinerer fotovogne med stærekasser
Lahrmann "ryster på hovedet" over, at regeringen vil omdanne 20 af politiets 100 fotovogne til stærekasser som et pilotprojekt, fordi han mener, at kun fotovogne og ikke stærekasser virker fartdæmpende.

Men det er ikke rigtigt.

I Sverige har de cirka 100 stærekasser for hver fotovogn, og det virker – ifølge de oplysninger, vi har – aldeles glimrende.

Om det lige skal være i det blandingsforhold herhjemme, er det for tidligt at sige, men erfaringerne viser, at en kombination af mobil kontrol med fotovogne og stationær kontrol med stærekasser giver den bedste fartkontrol.

Vi tillader ikke elcykler at race afsted på cykelstierne
Det "er en rigtig dårlig ide" ifølge Harry Lahrmann, at regeringen planlægger at tillade de såkaldte speed pedelecs på cykelstierne.

En speed pedelec kan ved motorkraft alene køre cirka 20 kilometer i timen, men er samtidig udstyret med pedaler, der gør det muligt for førere at træde elcyklen op i en højere hastighed.

På samme måde som en cyklist med rigtig gode ben kan på en almindelig cykel.

Tanken er, at motoren på en speed pedelec ifølge reglerne skal slå fra, hvis hastigheden når op på 45 kilometer i timen. 

I den forbindelse er det vigtigt at have for øje, at både den almindelige cykel og speed pedelecen er underlagt færdselslovens almindelige agtsomhedskrav og generelle krav om at afpasse hastigheden efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed.

Det er derfor ikke tilladt hverken på cykel eller speed pedelec at brage gennem tæt trafik på cykelstien i myldretiden med for eksempel 45 kilometer i timen.

Jeg mener, at vi skal omfavne ny teknologi på en kontrolleret måde.

Og da forsøgsordningen for speed pedelecs og andre nye, elektrificerede køretøjer fastsættes på bekendtgørelsesniveau, er der tale om en smidig reguleringsform, hvor reglerne let kan blive tilpasset, efterhånden som vi får mere erfaring med området.

Så, kære læser, lad dig ikke vildlede at Lahrmanns misforståede udlægning. Regeringen tager hånd om trafiksikkerheden.