www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Vi tager også ansvar for den offentlige trafik

Offentligjort i Sjællandske den 18. oktober 2018

Af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen 

Det er ikke rigtigt, når SF's folketingskandidat Charlotte Poulsen her i avisen den 11. oktober anklager regeringen og mig for ikke at tage ansvar for den offentlige kollektive trafik.

For bare få uger siden præsenterede jeg et kollektivt trafikudspil, der sætter passagerne først. Det skal nemlig være lettere at være passager i den kollektive trafik. Vi vil sikre ens grundlæggende buspassagerrettigheder i de offentlige busser, og vi ønsker at give danskerne flere valgmuligheder for at bruge både private og offentlige transporttilbud- og derfor er fjernbussen et af kerneelementerne i udspillet.

Fjernbussen er et succesrigt og billigt transporttilbud fra private aktører, der har skabt mere mobilitet i Danmark på tværs af kommunegrænser og aldersskel.

Derfor vil vi sænke og ensrette afstandskravene til minimum 75 kilometer, så vi kan få flere fjernbusruter og -afgange i hele landet - og dermed skabe grobund for endnu flere passagerer til at benytte den kollektive trafik. Selvom Charlotte Poulsen påstår noget andet, så vil det netop komme de ældre og unge passagerer til gavn.

Pensionister og studerende vurderes nemlig allerede i dag at udgøre næsten halvdelen af alle fjernbuspassagerer, og med muligheden for flere og kortere ruter håber jeg, endnu flere vil stige ombord.
Det er dog ikke ensbetydende med, at vi glemmer den eksisterende offentlige transport. Som Charlotte Poulsen rigtignok er inde på, så investerer vi massivt i jernbanen i disse år.

Jernbanen trænger til et løft, hvis den skal være tidssvarende og sikre bedre og mere rettidige afgange.

Den er rygraden i den offentlige kollektive trafik, men den må og skal ikke være det eneste kollektive transporttilbud.