www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Brandsikkerhed i plejeboliger er ikke en skrivebordsøvelse i København

Offentligjort i JydskeVestkysten den 7. februar 2019

AF: OLE BIRK OLESEN, TRANSPORT-, BYGNINGS- OG BOLIGMINISTER (LA), FREDERIKSHOLMS KANAL 27 F, KØBENHAVN K

Læserbrev: Formanden for seniorudvalget i Kolding Kommune, Søren Rasmussen (DF), giver i et indslag i TV SYD den 1. februar udtryk for, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens undersøgelse af brandsikkerheden i plejeboliger er useriøs, da undersøgelsen alene ser på, om brandsikkerheden i ældre plejeboliger opfylder datidens brandkrav, ikke hvorvidt brandsikkerheden i plejeboligerne lever op til aktuelle brandkrav.

Lad mig slå fast: undersøgelsen er ikke en skrivebordsøvelse! Det er helt uacceptabelt, at nogle af vores svageste borgere bor i plejeboliger, hvor brandsikkerheden ikke er i orden. I undersøgelsen bliver kommunerne først bedt om at svare på, om deres plejeboliger lever op til de krav, der gælder i dag ved ny- eller ombygning af plejeboliger. Hvis ikke det er tilfældet, er kommunerne blevet bedt om at svare på, om deres plejeboliger lever op til de krav der gjaldt, da boligen blev bygget eller ombygget. Når der spørges om begge dele, er det netop for at afdække, hvilken brandsikkerhed der faktisk er i plejeboligerne.

Det er kommunerne selv, som har svaret på undersøgelsen, og det må jeg forholde mig til. Og undersøgelsens foreløbige resultat er tydeligt. Ud fra de svar, vi foreløbigt har fået, er det stort set alle kommuner, der har angivet at have plejeboliger, som på den ene eller anden måde hverken lever op til de brandkrav, der gjaldt på det tidspunkt, hvor boligen blev opført eller ombygget, eller til brandsikkerhedsniveauet for plejeboliger, som bygges eller ombygges i dag.

Kommunerne har på ikke mindre end to måder pligt til at bringe forholdene i orden. For det første i kraft af, at kommunen er bygningsmyndighed. Det betyder, at kommunen har pligt til at lovliggøre ulovlige forhold, når kommunen bliver opmærksom på dem. For det andet fordi samme kommune også ofte ejer plejeboligerne, og det er en helt grundlæggende regel i byggeloven, at det er ejerens ansvar, at en bygning til enhver tid er lovlig. Helt konkret betyder det, at de brandkrav, der var gældende på tidspunktet for den seneste byggetilladelse, skal være opfyldt.

Hvis de pågældende plejeboliger i Kolding Kommune overholder kravene til brandsikring, som Søren Rasmussen giver udtryk for i indslaget den 1. februar, så kan kommunen redegøre for det inden fristen 15. april 2019.