www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Transportministeren: Jeg interesserer mig i dén grad for Aarhus

Der er i den seneste valgperiode truffet masser af beslutninger til gavn for Aarhus.

Offentligjort i JP Aarhus den 4. februar 2019

Af OLE BIRK OLESEN
Transport-, bygnings- og boligminister (LA)

Mandag er der ”Byen møder Borgen” uden mig. Jeg har som østjysk valgt folketingsmedlem og minister ellers været der de fleste gange, men i år har arrangørerne valgt at lægge arrangementet på en dag, hvor alle ministre har mødepligt på et regeringsseminar på Sjælland. Da jeg fik invitationen, sendte jeg besked til arrangørerne om, at jeg meget gerne ville deltage, hvis mødet kunne lægges en anden dag. Det kunne det desværre ikke.

Jeg kan i lørdagens JP Aarhus læse redaktør Morten Nystrup bruge fremmødet til ”Byen møder Borgen” i dag som et tegn på, at Christiansborg ikke interesserer sig for Aarhus. Intet kunne være mere forkert.

Jeg flyttede til Aarhus i 1992 som ung studerende, og jeg husker ikke, at der på noget tidspunkt i årene siden er blevet truffet flere beslutninger, som lige netop Aarhus nyder særlig gavn af, end der er blevet i denne valgperiode. Her er, hvad jeg – sammen med andre eller egenhændigt – bl.a. har udrettet.

Udvidet E45: Valget i 2015 var kun lige overstået, før det nye borgerlige flertal satte sig ned og lavede en finanslov, som bevilgede 500 mio. kr. til at udvide motorvejen mellem Aarhus S og Skanderborg S. Strækningen stod færdig med tre spor i hver retning i efteråret 2018. Pga. mangel på penge til nye investeringer er denne strækning syd for Aarhus den ene af kun to motorvejsstrækninger i hele landet, som der er blevet brugt penge på at udvide i denne valgperiode.

Mere E45: I november 2016 blev jeg transport-, bygnings- og boligminister. Den første finanslov, som jeg som minister var med til at lave, var finansloven for 2018. I den lykkedes det mig at få afsat de nødvendige millioner til at igangsætte en VVM-redegørelse for en udvidelse af E45 rundt om Aarhus og fra Skanderborg S til Vejle. I finanslovsforhandlingerne blev der efter ønske fra Dansk Folkeparti sat yderligere penge af til at lave VVM-redegørelse for strækningen fra Aarhus N til Randers. En VVM-redegørelse er nødvendig for at kunne træffe endelig beslutning om at gå i gang med byggeriet.

Kattegatforbindelse: I februar 2018 modtog jeg en analyse af en kommende Kattegat-forbindelse fra Østjylland til Vestsjælland. Analysen var bestilt af min forgænger. En fast Kattegat-forbindelse har gennem flere år været et hedt aarhusiansk ønske, men den nye analyse viste, ligesom en tidligere analyse, at en fast forbindelse over Kattegat med plads til både biler og hurtig-tog ikke vil kunne finansieres af brugerne, men vil kræve et astronomisk højt tilskud fra statskassen, som det hverken er realistisk eller fornuftigt at afsætte til projektet.

»Men hvordan vil det se ud, hvis vi regner på en ren vejforbindelse?« sagde jeg til mit ministerium.

Det blev der så regnet på. De første tal så positive ud, så jeg igangsatte med opbakning fra alle regeringspartier og Dansk Folkeparti grundigere udregninger. Endnu engang kom der et positivt resultat. Så nu har vi blå partier igangsat en forundersøgelse til 60 mio. kr. af projektet. Det er den første egentlige og nødvendige planlægningsundersøgelse af en fast Kattegat-forbindelse, som vil kunne føre til, at vi i midten 2020’erne kan tage første spadestik for byggeriet. Og så aarhusianere og alle andre i midten af 2030’erne kan spare halvanden time på transporten mellem Aarhus og København ved at benytte en nybygget fast forbindelse over Kattegat. Det er en enestående sejr, som ingen for alvor turde tro på under den aarhusianske valgkamp i 2015, men nu er de første skridt til Kattegat-forbindelsen taget. Hurra!

Aftale mod ghetto i bl.a. Gelleup: Med udgangspunkt i idéerne bag Aarhus Kommunes planer for normalisering af ghettoområdet Gellerupparken og for at understøtte bl.a. det aarhusianske arbejde for at komme negative parallelsamfund til livs, fremlagde regeringen i marts sidste år en plan mod parallelsamfund. En central del af planen er, at der i ghettoerne skal sikres en mere blandet beboersammensætning gennem en mere blandet boligsammensætning. Hvor ghettoerne i dag består af hundredvis og tusindvis af almene familieboliger, så må de i fremtiden kun have maksimalt 40 procent almene familieboliger. Nybyggeri af ejer-, andels- og private udlejningsboliger og salg af almene boliger er de redskaber, som skal sikre en mere blandet beboersammensætning i fremtiden. Det har jeg som østjysk valgt boligminister været med til at sikre.

Flere investeringer i veje: Om ikke lang tid vil regeringen og Dansk Folkeparti sætte sig sammen omkring et bord for at lave en investeringsplan for transportinfrastrukturen i årene fra 2021-2030. Flere veje over hele landet trænger til investeringer for at forhindre trængsel, bl.a. den østjyske del af E45-motorvejen. Jeg forventer, at man mange steder i landet, også i Aarhus, vil kunne se frem til en investeringsplan, som tager fat om udfordringerne med fremkommelighed og trængsel.

Jeg synes, at min liste med gennemført politik, som kommer Aarhus til gavn, dokumenterer, at JP Aarhus-redaktør Morten Nystrup ikke har ret i, at Christiansborg ikke har øje for Aarhus. Jeg har i hvert fald, og når det handler om at løse problemer med f.eks. trafik og boliger, så er jeg faktisk minister for områderne.

Jeg ønsker jer et godt ”Byen møder Borgen”-møde! Jeg ville gerne have været med igen i år, men statsministeren kræver desværre min tilstedeværelse et andet sted.