www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Databeskyttelsesforordningen

20. juni 2018

Den dataansvarlige – hvordan kontakter du ministeriet?

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, som ministeriet har modtaget om dig. Du finder ministeriets kontaktoplysninger nedenfor.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F, 1220 København K
CVR-nr.: 43265717
Telefon: 41 71 27 00
Mail: trm@trm.dk 

Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren 

Hvis der er spørgsmål til behandlingen af dine oplysninger, er du velkommen til at kontakte ministeriets databeskyttelsesrådgiver. 

Du kan kontakte ministeriets databeskyttelsesrådgiver på følgende måder:

  • På e-mail: dpo@trm.dk 
  • På telefon: 41 78 05 31
  • Ved brev: Edvard Thomsens Vej 14, 230 København S, att.: DPO Søren Kristensen

Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger

Ministeriet behandler dine personoplysninger til følgende formål:

Oplysningerne vil indgå i ministeriets sagsbehandlingssystem med det formål, at ministeriet kan besvare henvendelser, behandle klager som led i varetagelsen af ministeriets opgaver.

Herudover behandles oplysningerne for at kunne opnå en effektiv og rationel sagsstyring.

Endelig for at kunne holde styr på, hvilke sager ministeriet har behandlet, herunder til brug for fremsøgning af praksis. 

Retsgrundlaget for ministeriets behandling af dine personoplysninger følger af:

Om journaliseringen i ministeriets sagsbehandlingssystem følger det af offentlighedslovens § 15, stk. 1, at dokumenter der er modtaget eller afsendt af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed, skal journaliseret, i det omfang dokumentet, har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt. 

Om behandlingen af såkaldt ”almindelige” personoplysninger følger det af databeskyttelsesforordningens artikel 6 (”almindelige” oplysninger), at behandling bl.a. er lovlig, hvis behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige (lit. c) eller behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt (lit. e). 

Om såkaldte ”følsomme” personoplysninger følger det af forordningens artikel 9, stk. 2, lit. f, at disse må behandles, når det er nødvendigt for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. 

Af databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, fremgår det, at offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.

Kategorier af personoplysninger

Ministeriet behandler følgende kategorier af personoplysninger om dig:

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er som offentlig myndighed underlagt de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder offentlighedslovens journaliseringspligt. Det betyder, at de oplysninger, der er tilsendt ministeriet, vil blive journaliseret i ministeriets sagsbehandlingssystem i forbindelse med oprettelsen af en sag.

Modtagere eller kategorier af modtagere

Vi videregiver eller overlader dine personoplysninger til følgende modtagere:

Alt efter henvendelsens karakter kan ministeriet anmode sine underliggende styrelser og selskaber om yderligere oplysninger på baggrund af en modtaget henvendelse. Vurderer ministeriet, at henvendelse ikke vedrører ministeriets sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Opbevaring af dine personoplysninger

Ministeriet opbevarer dine personoplysninger i ministeriets journalsystem. Oplysningerne overføres løbende til Rigsarkivet efter arkivlovens regler og Statens Arkivers bestemmelser herom.

Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til ministeriets behandling af oplysninger om dig.

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder skal du kontakte Transport-, Bygnings- og Boligministeriet herom.

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)
Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som ministeriet behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.

Ret til berigtigelse (rettelse)
Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet.

Ret til sletning
I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for ministeriets almindelige generelle sletning indtræffer.

Ret til begrænsning af behandling
Du har visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må ministeriet fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Ret til indsigelse
Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod ministeriets ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

Klage til Datatilsynet
Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, ministeriet behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.