www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Kom til kulturnat i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

Fredag den 13. oktober kl. 17-22 slår ministeriet dørene op til en aften med fokus på hjul, skinner og vinger, hvor du kan komme tæt på ministeriets kerneområder.

Bilstemning

12. oktober 2017

Traditionen tro byder ministeriet alle velkommen til en spændende aften med oplevelser, viden og aktiviteter for alle aldersgrupper.

Ministeriets institutioner er talrigt repræsenteret med udstillinger og prøv selv-aktiviteter, der fortæller om ministeriets mange ansvarsområder.

I år kan du bl.a. blive klogere på droner, dronelovgivning, -uddannelse og de mange anvendelsesområder, som de små flyvende objekter har, når Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fortæller om droneuddannelse, Naviair sætter fokus på, hvor man må flyve med droner - og du kan også opleve droner i action. 

Banedanmark og Vejdirektoratet er gået sammen med DSB og Femern A/S om at fortælle om den store transportkorridor, der bliver en realitet, når den nye jernbane og Femern-forbindelsen står færdig.

I Bygningsstyrelsens telt på kajen i Frederiksholms Kanal har de bygget et pandekagehus, som man gerne må smage. Her huserer dronerne også, for styrelsen viser bl.a. film af deres byggerier, der er optaget med droner.

Hos Metroen kan du opleve de kommende nye metrostationer, og hos Rådet for Sikker Trafik kan du prøve en cykelhjelm fra deres cykelhjelmsbuffet og måske være heldig at vinde en.

For de mindste gæster er der masser af aktiviteter, hvor man gerne må prøve og pille. Du kan bl.a. bygge din egen drone, male vejskilte eller slå dig løs på hoppeborgen.

Der vil kort fortalt være nok at tage sig til, og frygter man for kulden, vil man kunne holde varmen med en kop varm kakao eller kaffe,  imens man nyder Veteranbilklubbens udstillede biler, knallerter m.m.

Alle med et gyldigt kulturpas er velkomne fra klokken 17 og helt til klokken 22, hvor kulturnatten i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet slutter.

Ministeriet har adresse på Frederiksholms Kanal 27F, 1220 København K. - lige ved siden af Undervisningsministeriet, der i år også er en del af Kulturnatten.