www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Danmark for bordenden ved etableringen af sammenhængende jernbanekorridor fra Stockholm til Napoli

Danmark går forrest i indsatsen for at optimere ca. 3600 kilometer jernbane fra Stockholm til Napoli, der udgør en af EU's vigtige godstransportkorridorer.

jernbane

26. marts 2010

Danmark ved Trafikstyrelsen blev forleden udpeget til formand i den bestyrelse, der skal styre arbejdet med at indføre det fælleseuropæiske togkontrol- og kommunikationssystem ERTMS på strækningen mellem Stockholm og Napoli. ERTMS er den tekniske standard, som ligger til grund for Banedanmarks nye signalprogram.

ERTMS skal blandt andet gøre det nemmere at køre godstog på tværs af landegrænser uden tidskrævende og fordyrende stop. Målet er, at der i 2020 er etableret ERTMS i hele korridoren, og at dette i samspil med andre væsentlige infrastrukturprojekter understøtter en forventet forøgelse i antallet af godstog på ca. 50 % på strækningen. Eksempelvis ventes det gennemsnitlige daglige antal af godstog, der passerer Øresundsforbindelsen, at stige fra 32 i 2005 til 66 i 2015.

Transportminister Hans Christian Schmidt siger:

- Med beslutningerne om det nye fælleseuropæiske ERTMS-system på hele den danske jernbane, en ny bane mellem København og Ringsted, den kommende forbindelse over Femern Bælt og anlæg af dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens har vi sikret grundlaget for en effektiv og international jernbanetransport med gods fra Skandinavien via Danmark mod Tyskland og resten af Europa.

- Vi investerer lige nu massivt i det danske transportsystem. Vækst i godstransporten på jernbanen spiller en central rolle for at sikre mindre trængsel på vejene og et bedre miljø. Det er således en stor opgave med langsigtede perspektiver, som den nye bestyrelse står over for.

Foruden hovedopgaven med implementering af det nye togkontrol- og kommunikationssystem i godskorridoren skal bestyrelsen også tage livtag med udfordringerne med forskellige sprog for driften på jernbanen og udvikling af et fuldt dækkende europæisk regelsæt som afløser for de forskellige nationale regelsæt, der er bygget op over mange år.

Transportministeriet lancerede i oktober 2009 en strategi for mere gods på banen, hvor der præsenteres en lang række initiativer for at fremme gods på jernbanen.