www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Analyse af økonomien i DSB First Øresund

Forligskredsen bag udbuddet af Øresundstrafikken (regeringen, DF og RV) anmodede – i lyset af presseomtale af DSB’s aktiviteter i Sverige og afskedigelsen af DSB’s administrerende direktør – KPMG om at efterprøve, om de forudsætninger, der lå til grund for DSB’s og First Groups fælles bud på Kystbane- og Øresundstrafikken, fortsat holdt, samt i forlængelse heraf om der er udsigt til, at der kan skabes balance i økonomien i Øresundstrafikken fremadrettet.

RegnearkFoto: Ulrik Jantzen

17. juni 2011

KPMG har nu afsluttet dette arbejde, og KPMG's rapport kan læses her.

KPMG’s analyse viser, at det realiserede resultat for DSBFirst i 2009 og 2010 tilsammen er 301 mio. kr. dårligere end forudsat i DSBFirsts tilbudsbudget.

Det er overordnet KPMG’s vurdering, at der har været væsentlige svagheder og uhensigtsmæssigheder i forretningsgange, systemer og rapportering på det driftsøkonomiske område i den analyserede periode (2009 og 2010) i DSBFirst Øresund.
For så vidt angår den fremadrettede økonomi i DSBFirst Øresund finder KPMG, at såfremt DSBFirst viderefører driften i resten af kontraktperioden (2011-2017) uden at foretage tiltag, som kan forbedre økonomien, så vil det resultere i et samlet tab på 1.532 mio. kr.

DSB har i lyset heraf udarbejdet et katalog med en række forbedringsinitiativer. Gennemføres de initiativer, som DSB umiddelbart anser som sandsynlige, forventer DSB, at økonomien i DSBFirst Øresund kan forbedres med i alt 1.076 mio. kr. i perioden 2011-2017. Hermed vil det akkumulerede underskud reduceres til 456 mio. kr. over perioden.

Det er KPMG’s vurdering, at de planlagte forbedringsinitiativer er forbundet med betydelig usikkerhed og risiko for manglende implementering, bl.a. under hensyntagen til den nuværende ustabile situation for virksomheden og den hidtidige økonomiske styring.

KPMG konstaterer derfor, at baseret på analysen er det deres sammenfattende vurdering, at der ikke kan skabes balance i økonomien i DSBFirst Øresund, med mindre der kan opnås yderligere og tilstrækkelig betaling fra trafikkøberne og eventuelt kombineret med afkortning af kontraktperioden.

Se pressemeddelelsen om Plan B for Kystbanen