www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Transportministeren hilser EU forslag om miljøvenlige og sikre lastbiler velkommen

EU-Kommissionen har den 15. april 2013 fremsat forslag til revision af det gældende direktiv om vægt og dimensioner for lastbiler og andre tunge køretøjer. I forslaget åbner EU-Kommissionen for, at køretøjsproducenter kan fremstille mere aerodynamiske lastbiler via mere runde førerhuse og særlige flapper på bagenden.

godstransport

16. april 2013

Ifølge Kommissionen kan den mere aerodynamiske indretning af lastbiler være medvirkende til en reduktion af brændstofforbruget på 7-10 %. Herudover vil den nye indretning give mulighed for bedre udsyn for chaufføren samt en mere eftergivelig front i tilfælde af kollisioner, hvilket vil gavne trafiksikkerheden.

I juni 2012 offentliggjorde EU-Kommissionen en ny fortolkning af de gældende regler for grænseoverskridende kørsel med modulvogntog for eksplicit at tillade kørsel over grænsen mellem nabolande, der hver især tillader modulvogntog. I det nye forslag formaliseres denne fortolkning.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler i den forbindelse:

- Jeg hilser EU-Kommissionens forslag om nye retningslinjer for lastbiler og andre tunge køretøjer velkommen. Det er særdeles positivt, at vi frem-adrettet via EU-regler kan give lastbilproducenterne mulighed for at lave lastbiler, der både er mere miljøvenlige og sikre.

- Jeg glæder mig også over, at vi fra dansk side kan tage en del af æren for det nye forslag. Under det danske EU-formandskab i 2012 fremlagde vi nemlig ved en konference et helt konkret forslag til nye dimensionsregler for tunge køretøjer, der i store træk svarer til EU-Kommissionens forslag. Vi har her et godt eksempel på, at Danmark går forrest, når det kommer til at gøre transportsektoren grønnere og mere sikker.

- Forhåbentlig kan forslaget være med til at forhindre de tragiske højre-svingsulykker ved at give chaufførerne bedre udsyn fra førerhuset.

- Jeg velkommer også, at EU-Kommissionen nu formaliserer sin fortolkning fra 2012 om grænseoverskridende kørsel med modulvogntog. Det er fornuftigt, at reglerne på området nu bliver helt klare og utvetydige.