www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ny bestyrelsesformand for PostNord

ministeriet

25. marts 2013

Den svenske stat og den danske stat har truffet beslutning om valg af ny formand for det svensk-danske postselskab PostNord AB. Det bliver erhvervsmanden Jens Moberg.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Jeg er meget glad for, at Jens Moberg vil påtage sig opgaven, og jeg ser frem til et godt samarbejde.

- Med Jens Moberg som formand får vi en bestyrelsesformand, som efter min mening vil kunne samle bestyrelsen og direktionen om et fælles mål for PostNords udvikling. PostNords ambition om at opretholde en postservice i verdensklasse samtidig med, at selskabet må tilpasse sig ændringerne på brevmarkedet er en stor udfordring for selskabet bl.a. i lyset af det fortsatte fald i mængden af breve. Samtidig er der behov for at ruste selskabet yderligere på logistikområdet, hvor jeg kan se gode muligheder for, at PostNord kan udvikle sine tjenester inden for e-handel.

- Endvidere vil arbejdet med at finde en ny administrerende direktør for PostNord AB kunne intensiveres.

Jens Moberg udtaler:

-PostNord spiller en vigtig rolle i samfundet, og jeg ser frem til at være med til at udvikle selskabet i en periode med store forandringer. Jeg er stolt over at have fået muligheden for at bidrage i denne proces og ser frem til at rulle ærmerne op og komme i gang med arbejdet, således at posten fortsat kan være et attraktivt selskab for sine kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Jens Moberg erstatter den nuværende bestyrelsesformand Fritz Schur, som tidligere har meddelt, at han efter mange år på postområdet ønsker at trække sig som formand på den ordinære generalforsamling. Jens Moberg vælges som ny formand for bestyrelsen på den kommende ordinære generalforsamling, der afholdes i PostNord AB den 18. april 2013 i Stockholm. For yderligere information henvises til selskabsdirektør Michael Birch, Transportministeriet på telefon + 45 40 53 24 09.

Læs CV for Jens Moberg her. 

PostNord er en af nordens største virksomheder med en omsætning på mere end 30 milliarder kroner og cirka 40.000 ansatte.