www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

40 millioner til supercykelstier og cykelparkering i hele landet

Regeringen har sammen med DF, SF og EL udmøntet ca. 40 mio. kr. til at fremme cyklismen i Danmark. De mange millioner går til supercykelstier og cykelparkering og vil styrke forholdene for cyklister i hele landet, så det bliver lettere at tage cyklen i hverdagen.

Cyklister mod LangebroFoto: Ulrik Jantzen

10. december 2014

Danskerne skal i højere grad bruge cyklen til både arbejde og uddannelse. Og det skal være attraktivt at cykle både korte og lange ture samt at bruge cyklen i sammenhæng med den kollektive trafik.  Mere hverdagscyklisme var et vigtigt fokuspunkt i regeringens cykelstrategi fra i sommer.

Nu understøtter regeringen sammen med DF, SF og Enhedslisten målsætningen om mere hverdagscyklisme. Det sker helt konkret ved, at parterne giver 40 mio. kr. til gode parkeringsforhold for cykler ved stationer og større trafikknudepunkter og flere supercykelstier, der kan gøre cykelpendling hurtig og komfortabel.

De 40 mio. kr. udmøntes som statsligt bidrag til forskellige projekter rundt om i hele landet blandt andet til supercykelstier i Haderslev, Kolding, Aarhus og Farum og til cykelparkering i Aalborg, Vejle, Karlslunde og Esbjerg. 

Det betyder, at supercykelstierne og cykelparkering ved trafikale knudepunkter i højere grad bredes ud til hele landet og ikke længere er et storby-fænomen. 

Derudover støttes projektet ”Kulturbro Aalborg”. Med projektet etableres der er dobbeltrettet cykel- og gangsti på siden af den eksisterende jernbanebro, der binder Nørresundby og Aalborg Vest sammen over Limfjorden.  

Mange kommuner har lavet omfattende cykelindsatser, hvor både anlæg af nye stier, satsninger på smutveje og grønne bølger og bedre parkeringsfaciliteter spiller sammen for at få flere til at bruge cyklen i hverdagen. Det er noget, der fremmer cyklismen i Danmark, og med det statslige tilskud bliver kommunernes arbejde med cyklisme styrket yderligere. 

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

- Det er vigtigt, at vi støtter kommunernes arbejde med at fremme cyklismen i hele landet. Det gavner os alle sammen. For jo flere, der vælger cyklen, jo renere miljø og jo mindre trængsel får vi på vejene.

- Supercykelstier og bedre cykelparkering gør det mere attraktivt at vælge cyklen eller kombinere cyklen med den kollektive trafik. Og det skal jo være attraktivt at cykle i hverdagen, også udenfor landets allerstørste byer.

Links

  • Link
     
    Aftale om udmøntning af pulje til supercykelstier og cykelparkering
  • PDF
    0,15mb
    Fakta om cykelprojekterne