www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Analyse: Kortere tilbagebetalingstid på Femern Bælt-forbindelsen

For at sikre Folketinget det bedst mulige beslutningsgrundlag for Femern Bælt-forbindelsen har Femern A/S udarbejdet en opdateret trafikprognose og en opdateret finansiel analyse af projektet.

Visualisering af portal-områdetVisualisering: Femern A/S

20. november 2014

Ifølge en helt ny, opdateret trafikprognose fra Femern A/S vil trafikken over Femern Bælt stige betydeligt med den kommende faste forbindelse. Samtidig viser en finansiel analyse af projektet, at forbindelsen kan betales tilbage hurtigere end hidtil forventet.

Den opdaterede trafikprognose og finansielle analyse er lavet forud for Folketingets behandling af det kommende forslag til anlægslov for den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark.

Det fremgår af den opdaterede trafikprognose, at når effekten af den forbedrede infrastruktur på Femern Bælt er fuldt realiseret 4 år efter åbningen i 2021, forventes i gennemsnit ca. 9.400 personbiler og godt 1.600 lastbiler at benytte Femern Bælt-forbindelsen hver dag. Og hver dag forventes 36 persontog og 65 godstog at benytte den faste forbindelse over Femern Bælt. Det fremgår endvidere af trafikprognosen, at der i perioden fra 2026 til 2047 forventes en gennemsnitlig årlig vækst i passagerkøretøjstrafikken på 1,4 pct. og i lastbiltrafikken på 1,2 pct.

Den faste forbindelse over Femern Bælt medfører, at der skabes mere trafik i korridoren. Det er i den opdaterede trafikprognose beregnet, at der fra åbningen i 2021 til 2025 skabes en mertrafik på 54 pct. Der er primært tale om trafik, der flytter fra andre korridorer, men forbindelsen vil også generere helt ny rejseaktivitet. 

Femern A/S har endvidere gennemgået de økonomiske forudsætninger, der ligger til grund for rentabiliteten i det brugerbetalte Femern Bælt-projekt. Resultatet er en kortere tilbagebetalingstid end hidtil forventet. Hvor Femern A/S tidligere forventede en tilbagebetalingstid på 39 år for det samlede Femern Bælt-projekt, forventes den nu at være 32-37 år afhængig af omfanget af reserver i anlægsbudgettet.

Den kortere tilbagebetalingstid skyldes en lavere realrente, en større EU-støtte samt at der er nu er taget højde for effekten af sambeskatning med de øvrige ikke-kommercielle infrastrukturselskaber i Sund & Bælt-koncernen. 

Analysen tager udgangspunkt i et uændret anlægsskøn, som er 46 milliarder kroner i 2014-priser, svarende til de 40,7 milliarder kroner i 2008-priser, som Femern A/S hidtil har forudsat. 

Der er gennemført en række følsomhedsberegninger over for ændringer i de centrale økonomiske parametre i projektet, blandt andet fortsat færgefart. De beregninger viser samlet set, at økonomien i projektet er robust.

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

-Vi fremlægger nu et opdateret beslutningsgrundlag for Femern Bælt-forbindelsen. Med den opdaterede trafikprognose og den opdaterede finansielle analyse bør den fremførte kritik af et forældet beslutningsgrundlag forstumme.

-De opdaterede analyser bekræfter, at økonomien i Femern Bælt-projektet er robust, og at den faste forbindelse over Femern Bælt og de opgraderede danske landanlæg kan tilbagebetales på mindre end 40 år. Samtidig kan vi se, at forbindelsen vil styrke Femern Bælt-korridorens betydning for trafikken mellem Skandinavien og kontinentet. 

-Til februar næste år vil jeg fremsætte forslag til anlægslov for projektet i Folketinget. Når vi når dertil, vil vi have fået endnu en finansiel analyse, der vil være baseret på konkrete tilbudspriser, som Femern A/S i december modtager på de fire store hovedkontrakter. Det er vigtigt for mig, at vi har så solidt et beslutningsgrundlag som muligt, når vi i 2015 skal tage endelig stilling til dette vigtige projekt for Europa.

Den opdaterede finansielle analyse ’Finansiel analyse af Femern Bælt-forbindelsen inkl. danske landanlæg’ og den opdaterede trafikprognose med bilagsrapporter kan hentes på Femern A/S’ hjemmeside via linket nedenfor.

Links

  • Link
     
    Læs analysen og prognosen hos Femern A/S
  • PDF
    0,10mb
    Faktaark om opdateret finansiel analyse