www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Indsatsen mod cykeltyverier ved stationer fortsætter

Vinderne er fundet i transportministerens idékonkurrence mod cykeltyverier ved stationer. Nu vil Magnus Heunicke fortsætte den målrettede indsats for at komme cykeltyverierne til livs.

FørstepræmievinderenTransportminister Magnus Heunicke overrækker 1. præmien på Københavns Hovedbanegård

15. september 2014

Der har været stor interesse for idékonkurrencen mod cykeltyverier ved stationerne, som Transportminister Magnus Heunicke satte i gang tidligere på sommeren. Ikke færre end 516 personer har sendt store eller små ideer ind til, hvordan man kan begrænse cykeltyverierne.

Vinderne af idékonkurrencen er i dag blevet fundet, og 1. og 2. pladsen kan glæde sig over at modtage gavekort til cykelhandleren på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kroner.

De tre vindere havde alle forslag til, hvordan man kan udvikle cykelstativerne ved de danske stationer, så det bliver sværere at stjæle en cykel. Det er samtidig også det område, hvor der er kommet flest ideer. Mere end hvert fjerde idébidrag fokuserer netop på forbedringer af cykelstativerne.  

Selvom idékonkurrencen er slut, vil følgegruppen, som har fulgt idékonkurrencen, fortsætte arbejdet. Senere på året skal de komme med en række anbefalinger til, hvordan man kan bekæmpe cykeltyverierne ved stationerne.

Transportminister Magnus Heunicke (S) udtaler:

- Jeg er rigtig glad for, at borgerne har sendt så mange idéforslag ind og ligesom jeg er optaget af at gøre noget ved cykeltyverierne ved stationerne.

- Følgegruppen, som har fulgt idékonkurrencen, vil senere på året komme med en række anbefalinger til, hvordan vi kan bekæmpe cykeltyverierne ved stationerne. De anbefalinger vil jeg tage med til forligskredsen, som i starten af sommeren var med til at afsætte 180 mio. kroner til sikker cykelparkering og supercykelstier.

- Arbejdsgruppens anbefalinger vil således danne baggrund for en drøftelse i forligskredsen. Og så må vi se, om ikke en eller flere ideer kan være til inspiration for det videre arbejde – måske som forsøg på udvalgte stationer. Der er brug for, at danskerne kan føle sig trygge ved at stille deres cykler ved stationerne.

Læs mere om konkurrencen og vinderne hos Trafikstyrelsen