www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Millioner til supercykelstier

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgået en aftale om at udmønte ca. 15 mio. kroner til at opgradere til supercykelsti på Ring 4 mellem Ballerup og Bagsværd og til at etablere en cykelstitunnel ved Kildedal Station.

Cykelsti

13. marts 2014

Med aftalen bliver cykelstien mellem Ballerup Byvej og Hillerød-motorvejen langs Ring 4 opgraderet til supercykelsti.  Endvidere bliver der anlagt en stitunnel, der gør det muligt at cykle under den kommende Tværvej ved Kildedal Station.

Med den nye aftale kan nuværende og fremtidige cykelpendlere se frem til forbedringer til gavn for fremkommeligheden, trafiksikkerheden og trygheden. Med aftalen forbedres forhold på statsvejnettet i sammenhæng med supercykelstier, der har opnået tilskud fra Supercykelstipuljen.

Transportminister Magnus Heunicke (S) udtaler:

- Det glæder mig, at vi er blevet enige om at afsætte ca. 15 mio. kroner til forbedring af forholdene for cykelpendlerne. Supercykelstier er en vigtig trafikal forbedring, der sikrer, at det er nemt, hurtigt og trygt at komme frem på cyklen.

- Med de supercykelstier, som nu er ved at blive etableret, så bliver cyklen et sundt og konkurrencedygtigt alternativ til bilen.  Det er mit håb, at vi bl.a. med den her aftale er med til at få flere pendlere ud af bilen og op på cyklen.

Pengene udmøntes fra de resterende midler fra ”Pulje til supercykelstier i større byer” (14,8 mio. kr.) til specifikke statsvejsprojekter i forbindelse med de støttede supercykelstier.

Læs mere om opgraderingen af cykelstien mellem Ballerup Byvej og Hillerød-motorvejen

Læs mere om stitunnellen under den kommende Tværvej ved Kildedal Station