www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ny rapport beskriver rammer for færger til Bornholm

Store sæsonudsving og stigende oliepriser er nogle af de udfordringer, politikerne skal håndtere i nyt udbud af færgedriften.

Villum ClausenH/F Villum Clausen. Foto: Færgen

6. juni 2014

En arbejdsgruppe offentliggør i dag en rapport om rammerne for den fremtidige færgebetjening af Bornholm.

Rapporten belyser udviklingen af færgebetjeningen af Bornholm igennem de senere år, herunder blandt andet passagertal, godsmængde og billetpriser. Men rapporten ser også på brugernes vurderinger og ønsker for den færgebetjening, der skal starte den 1. september 2017.

Den største udfordring er de meget store sæsonudsving. På en sommerdag er der omkring 10 gange så mange rejsende som på en vinterdag. Derfor er det svært at udnytte færgerne optimalt både sommer og vinter.

En anden stor udfordring er, at omkostningerne til færgetrafik de senere år er steget, bl.a. fordi olien til færgerne er blevet dyrere.
Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe som blev nedsat af transportministeren i 2012. Den har bestået af repræsentanter udpeget af Kontaktrådet for trafikbetjeningen af Bornholm samt fra Transportministeriet.

Arbejdsgruppens arbejde er en vigtig del af forberedelserne til det kommende udbud af færgebetjeningen af Bornholm, der skal forhandles i løbet af sommeren/efteråret 2014.

Læs rapporten "Rammerne for den fremtidige færgebetjening af Bornholm".

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

- Færgen til og fra Bornholm har stor betydning for mange mennesker. Arbejdsgruppen har været et vigtigt forum til at diskutere udfordringer og ønsker til færgetrafikken. Det er der kommet en nyttig rapport ud af.

- Med rapporten har vi et grundigt fælles oplæg, som beskriver de udfordringer og ønsker der er til den fremtidige trafikbetjening af Bornholm.

- Vi skal nu fastlægge rammerne for udbuddet af færgetrafikken fra 2017. Det er en stor udfordring, men jeg er sikker på, at vi også i fremtiden kan sikre en god færgebetjening af Bornholm.

- I første omgang skal vi drøfte færgebetjeningen politisk.  Jeg regner med at indkalde til forhandlinger efter sommerferien.